SAS ATR72-600 opereret af Jet Time. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

SAS og Flybe udvider samarbejde

SAS og det britiske regionalflyselskab Flybe har udvidet omfanget af sit kommende samarbejde omkring feeder-flyvninger.

Endnu inden flyene har fået luft under vingerne, så udvider SAS og Flybe aftalen om Flybes operation af feeder-flyvninger for SAS.

I november sidste år aftalte SAS og Flybe, at det britiske regionalflyselskab fra oktober i år skulle operere to ATR72-600 fly for SAS på en række feederruter ind til Stockholm. Og til marts næste år skal operationen udvides med yderligere to ATR72-600 fly.

Og endnu inden de fire fly er kommet i luften, så har parterne aftalt at udvide samarbejdet med yderligere et ATR72-600 fly.

I SAS-farver
Flybe derfor indgået en aftale med leasingfirmaet Avation om at lease et fabriksnyt ATR72-600 fly fra slutningen af i år. De første fire fly er også leaset hos Avation og leveres spritnye fra ATR-fabrikken i Toulouse i Frankrig malet i SAS-farver.

Der er tale om en seks-årig aftale mellem SAS og Flybe. De to første fly sættes i drift til oktober 2015 og de to andre fly fra den oprindelige aftale følger efter til marts 2016. Alle fire fly vil få base i Stockholm Arlanda. Herfra skal de blandt andet flyve til Visby og Kalmar i Sverige samt til Turku i Finland.Dermed overtager Flybe en række ruter, som Jet Time i dag beflyver for SAS med sine ATR72-600 fly. Jet Time-flyene vil så sandsynligvis blive sat ind på andre feederruter fra København, Oslo og Stockholm.

Hvor det femte fly skal baseres vides endnu ikke, men det skal i sving fra sommerfartplanens ikrafttræden i marts næste år.

Braathens Aviation og danske Jet Time opererer også turbopropfly for SAS på en række feederruter. Jet Time har således otte nybyggede ATR72-600 fly i SAS-farver samt 2-3 ATR72-500 fly i sving for SAS.

Et ATR72-600 fly opereret af Jet Time for SAS. Det bliver samme flytype i samme bemaling, at Flybe skal operere fem eksemplarer af for SAS. Foto: Morten Lund Madsen.