Den færøske SAS-kaptajn Herálvur Nielsen er en del af et særligt team, der skal flyve til Færøerne (Privatfoto)

SAS opretter særligt pilotteam til Vágar-ruten

Den færøske flykaptajn Herálvur Nielsen kommer sammen med 17 kaptajn-kolleger til at indgå i et specialist-team, der skal flyve til og fra Færøerne.

Det er en kendt sag, at vind- og vejrforholdene i Vágar Lufthavn på Færøerne af og til kan være en udfordring for selv erfarne piloter. Derfor har SAS besluttet at etablere et særligt team af piloter, der skal trænes i at flyve til lufthavnen på Vágar, inden første fly afgår fra København søndag den 26. marts.

Der er i alt udpeget 18 flykaptajner, der skal indgå i den særlige gruppe, og de vil på de aktuelle flyvninger blive suppleret af en styrmand, hvor det passer ind i vagtskemaet på den enkelte dag.

På fredag den 17. marts starter simulator-træningen for de 18 flykaptajner, der kommer til at indgå i teamet.

“Vi har lavet et træningsprogram, som vi skal have 18 mand igennem. Vi er 18 kaptajner, som kommer til at flyve Færøerne på skift for at sikre kontinuitet og holde erfaringen ved lige. Samtidig kommer vi til at dele erfaringerne hen ad vejen, og det er formaliseret i briefingen,” fortæller flykaptajn Herálvur Nielsen, der selv er født på Færøerne og har fløjet som kommerciel pilot i næsten 20 år for SAS.

Netop Herálvur Nielsen har sammen med to kolleger udarbejdet det materiale, der skal lægge til grund for træningsprogrammet. Trods sin færøske oprindelse har Herálvur Nielsen dog aldrig selv prøvet at lande et fly i Vágar Lufthavn. Før tiden i SAS tilbragte han 10 år i Flyvevåbnet, og SAS har ikke fløjet til Fæørerne i den tid, som den færøske pilot har været ansat i selskabet.

En udfordrende lufthavn
Der verserer mange pilothistorier om spektakulære landinger i Vágar Lufthavn, og historierne er bestemt ikke blevet mindre farverige efter mange genfortællinger. Men Herálvur Nielsen erkender da også, at der kan være udfordringer med at lande et fly i Vágar Lufthavn.

“Lufthavnens bane er placeret mellem to bjergformationer, og den mest almindelige vindretning er lige på tværs af banen, hvilket kan give ret voldsomme turbulensforhold. I mange tilfælde er anflyvningen dog helt normal,” fastslår den færøske SAS-kaptajn.

Vágar Lufthavn (Foto: FAE Vága Floghavn)

Herálvur Nielsen fortæller samtidig, at hvis turbulensforholdene er for kraftige, så vælger man alternative planer. Enten går man i holding (venteposition, red.) for at vente på en bedring i vejrforholdene, eller også kan man vælge at returnere til København eller eksempelvis Bergen for at vente på en bedring i forholdene.

SAS-piloterne er dog vant til at flyve på lufthavne, der kan give udfordringer.

“Vi kender det fra Vestnorge og det vestlige Nordnorge, men også fra lufthavne som Funchal (Maderia, red.), Samos og Trondheim, der også kan have voldsomme vejrforhold.”

SAS-teamet har dog truffet en beslutning om, at det altid er kaptajnen på rutenummer SK 1777/1778, der i luftfartssproget er PF (Pilot Flying, red.), mens styrmanden altid vil være PM (Pilot Monitoring, red.).

Upåvirket af konkurrencesituation
At det netop er en SAS-pilot af færøsk afstamning, der skal være med til at påføre konkurrence til hjemmestyrets eget flyselskab Atlantic Airways, bekymrer ikke Herálvur Nielsen.

“Jeg har det sådan, at der er konkurrence over hele verden, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Som fartøjschef skal mine beslutninger ikke påvirkes af konkurrence eller andre forhold, og SAS er min arbejdsgiver.”

Harálvur Nielsen tilføjer, at familie og venner synes, at det er spændende, at Færøerne fremover kommer til at indgå som en af de destinationer, som den færøske flykaptajn fremover kommer til at besøge i forbindelse med tjenesten hos SAS.

 

Relaterede artikler:

SAS-konkurrence kan blive dyrt for Færøerne

SAS: Flere end 100 Færøerne-bookinger om dagen

SAS ikke ude efter færøsk priskrig

“SAS er kun begyndelsen”

SAS åbner CPH-rute til Færøerne

 

x

Læs Også

FPU-ledelse: Frygtede at vi blev overvåget

Den langvarige konflikt mellem FPU og Ryanair i 2015 var psykisk belastende for fagforeningens ledelse, der frygtede at de blev overvåget.

Karatekonge skal sælge Ryanair i Norden

Den 27-årige danske kampsportsekspert Chris Lundshøj er ansat som ny salg- og marketingansvarlig for Ryanair i Norden.

BMI Regional afviser ikke München-Billund rute

Hvis BMI Regional får ledig kapacitet på basen i München Lufthavn, vil man ikke udelukke muligheden for at etablere en rute til Billund.

Nyrenoveret SAS-lounge i New York

Med et samlet areal på 440 kvadratmeter og et nyt serveringsområde, er SAS Lounge i Newark Liberty International Airport klar til at tage imod gæsterne.

Lufthansa vil ikke overtage München-rute

Det bliver ikke Lufthansa, der kommer til at lukke hullet efter Sun-Air på ruten mellem Billund og München. Pilen peger i stedet på et britisk flyselskab.

Ingen skandinaviske Argentina-ruter

Hverken i Oslo, Stockholm eller København har Norwegian indtil videre søgt start- og landingstilladelser til Argentina-ruter.