SAS Airbus A319-100 i Berlin-Tegel (Foto: Moviespotting Berlin)

SAS opruster på Berlin-ruter

I kølvandet på airberlins kollaps indsætter SAS i vintertrafikprogrammet op imod 200 ekstra afgange på Berlin-ruterne fra København og Stockholm.

Når airberlin lukker og slukker ved månedens udgang, så forsvinder selskabers ruter fra Berlin til flere skandinaviske byer. Men det er ikke ensbetydende med at skandinavernes lyst til at tage til den tyske hovedstad Berlin forsvinder. Den er der fortsat, ligesom der stadig er et stort marked for forretningsrejsende til og fra hovedstaden for Europas største land og stærkeste økonomi.

Derfor skal den kapacitet som forsvinder med airberlins farvel erstattes af andre selskabers kapacitet. Og her agter SAS at få deres bid af kagen. Derfor annoncerer det skandinaviske flyselskab nu en storstilet oprustning på sine to Berlin-ruter fra København og Stockholm.

Fortsat stor efterspørgsel
Fra starten af november til slutningen af marts næste år indsætter SAS 54 ekstra flyvninger hver vej mellem København og Berlin Tegel, hvilket betyder mere end 14.000 ekstra sæder til salg i den fem måneder lange perioder. Det er en stigning på 53 procent i forhold til SAS’ nuværende sædeudbud på ruten, som SAS betjener seks gange om ugen.

På ruten mellem Stockholm Arlanda og Berlin Tegel indsætter SAS i samme periode 42 ekstra flyvninger hver vej, hvilket giver 8.800 ekstra sæder. Det er en stigning på 20 procent i forhold til SAS’ nuværende sædeudbud.

”Vi tilpasser vores netværk efter vores rejsendes behov og ønskedestinationer, og vi ser fortsat en stor efterspørgsel på flyvninger til og fra Tyskland,” siger SAS’ danske pressechef, Mariam Skovfoged.

Hvis SAS kan finde ledige fly i sit netværk, så kan der sagtens komme flere end de i alt 192 ekstra flyvninger hver vej og 22.800 ekstra sæder i vintermånederne, ligesom selskabet undersøger muligheden for markant at øge betjeningen af Berlin-ruterne i det kommende sommerfartplan for 2018. Den træder i kraft ved overgangen til sommertid i slutningen af marts næste år.

Berlins Tegel-lufthavn er ikke det eneste store trafikknudepunkt for det snart hedengangne airberlin. Det er lufthavnen i Düsseldorf også. Og derfor har airberlin også flyvninger mellem Düsseldorf og København samt mellem Düsseldorf og Stockholm. Også på de to ruter ser SAS på mulighederne for at indsætte ekstra kapacitet og på den måde komme først i kampen om at fylde hullerne ud efter airberlin.

Fylde hullerne
På Københavns-ruten forsvinder mere end halvdelen af de 20.928 sæder, som udbydes til salg hver uge i vintertrafikprogrammet. Airberlins fire daglige flyvninger syv dage om ugen tegner sig nemlig for 10.800 sæder. Næststørst er easyJet med i øjeblikket 5.820 sæder på sine 12 ugentlige flyvninger til og fra Berlin Schönefeld. Bagerst ligger Norwegian og SAS med henholdsvis 2.232 og 2.076 sæder på selskabernes hver fire ugentlige afgange til henholdsvis Schönefeld og Tegel-lufthavnene.

SAS er derfor ikke det eneste selskab, som allerede nu har lagt planer for at fylde hullerne. Det har også Lufthansas datterselskab Eurowings, der fra januar delvist agter at kopiere airberlins betjening af blandt andet CPH-ruterne fra Düsseldorf og Berlin, som airberlin i dag betjener henholdsvis fire og fire gange dagligt. Eurowings agter fra 15. januar at flyve mellem Düsseldorf og København tre gange om dagen og mellem Berlin og København en gang dagligt seks dage om ugen.

Lufthansa og airberlin offentliggjorde torsdag en plan, hvor Lufthansa overtager airberlin-datterselskaberne LGW og NIKI, hvormed 81 fly og 3.000 ansatte følger med over i det tyske Star Alliance-selskab.

EasyJet er faktisk også ved at afslutte forhandlinger med airberlin. For easyJets vedkommende handler det om at overtage et mindre antal Airbus A320-fly. Fly, som easyJet kan bruge til at tage sin andel af de huller, som airberlin efterlader. Om easyJet vil kaste sig ind i kampen om hullerne på de to skandinaviske ruter vil tiden vise.

Hos Norwegian havde man egentlig besluttet sig for at lukke sin rute mellem København og Berlin Schönefeld-lufthavnen. Det kunne CHECK-IN.dk fortælle den 15. august. Senere samme dag meddelte airberlin, at selskabet gik i betalingsstandsning. Det fik Norwegian til at droppe den bebudede rutelukning og fastholde sine seks ugentlige flyvninger.

 

Relaterede artikler:

Eurowings overtager airberlin-ruter til København

Nordiske konkurrenter glæder sig over airberlin-exit

Icelandair udnytter airberlin-krise

Norwegian fortryder Berlin-lukning

Norwegian lukker Berlin-rute fra København

x

Læs Også

Her er det samlede ruteprogram for SAS Ireland

Scandinavian Airlines Ireland skal fra den 3. december frem til slutningen af oktober næste år flyve på 43 forskellige SAS-ruter, hvoraf tre ruter er intra-skandinaviske.

Oslo Lufthavn kan overhale CPH i 2018

Hvis vækstraterne for 2017 i de skandinaviske lufthavne fortsætter uændret i 2018, kan Københavns Lufthavn ikke længere kalde sig Nordens største lufthavn.

SAS tilbød ved en fejl gratis mad til Go-passagerer

Passagerer på den nye rute fra Stockholm til Israel har købt billet i den tro, at der var gratis måltider ombord, men det er en fejl, erkender SAS.

Dansk flyselskab på VIP-opgave i Jordan

Det danske flyselskab BackBone Aviation er vendt hjem efter en særpræget tur med statslederne fra Ungarn og Jordan, der fløj i ren luksus med et CRJ-fly.

SAS Ireland i luften 3. december

Den 3. december går SAS' kontroversielle irske datterselskab på vingerne med sine første flyvninger mellem London og CPH. Senere følger flyvninger indenfor Skandinavien.

Piloter overrasket over SAS Ireland på skandinaviske ruter

SAS' nye irske datterselskab vil om få måneder overtager flyvninger på intra-skandinaviske ruter, som i dag betjenes med skandinavisk personale, og det kommer bag på piloterne.