SAS vendte i 2015 tilbage til Riga Airport efter syv års fravær. (Foto: Riga Airport)

SAS opsiger codeshare med airBaltic

SAS har opsagt codeshare-samarbejdet med airBaltic, som man tidligere var medejer af. Nu konkurrerer de to flyselskaber vingespids mod vingespids.

Frem til 2009 var airBaltic en del af SAS-Gruppen, men efter at SAS frasolgte sin ejerandel i det lettiske flyselskab, konkurrerer de to flyselskaber i stigende grad mod hinanden.

I dag betragter SAS hele Skandinavien som sit primære hjemmemarked, men Finland, Baltikum samt dele af Polen og Nordtyskland ligger geografisk og markedsmæssigt godt for SAS. Derfor har SAS også en klar interesse i at sikre trafikken til og fra disse markeder.

SAS åbner i slutningen af marts en ny rute fra København til Riga, og denne vil blive fløjet i direkte konkurrence med airBaltic. Her vil SAS flyve to gange dagligt med 90 sæders Bombardier CRJ900-fly opereret af Cimber, der er ejet af irske CityJet. Air Baltic flyver tre gange dagligt med de store 102 sæders Boeing 737-500 fly på morgenafgangen, mens Bombardier Dash-8-Q400 flyene, der har plads til 76 passagerer, betjener de to øvrige afgange.

Åbningen af den nye rute betyder samtidig, at SAS opsiger codeshare-aftalen med airBaltic på ruterne til Riga fra København og Oslo. Tidligere har SAS også opsagt codeshare-aftalen fra Stockholm.

“Vi kommer selv til at flyve mere til Riga nu. Vi åbner en rute til Riga fra København, og vi flyver også allerede til Riga fra Stockholm. Derfor har vi opsagt codeshare-samarbejdet med airBaltic,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Ændret konkurrencesituation
Konkurrencesituationen ændrede sig markant mellem SAS og airBaltic, da SAS i foråret 2015 vendte tilbage på ruten fra Stockholm til Riga efter i syv år at have haft et tæt samarbejde med det lettiske flyselskab. SAS opsagde dengang codeshare-samarbejdet på ruten og indsatte et ATR72-600 fly fra Jet Time, der skulle flyve tre gange dagligt.

AirBaltic svarede igen med at etablere ruter fra Tallinn og Vilnius til Stockholm, men her har letterne sidenhen trukket det korteste strå, og har måttet overlade markedet til SAS.

I dag flyver airBaltic fire gange dagligt mellem Riga og Stockholm-Arlanda, og selskabet har opgivet den femte daglige afgang, der tidligere blev opereret til den centrale Bromma-lufthavn.

AirBaltic har for kort tid siden engageret en finansiel rådgivningsvirksomhed, der skal finde en strategisk investor til at overtage den lettiske stats aktiepost i selskabet. AirBaltic peger selv på de tre store europæiske luftfartskoncerner samt SAS og LOT som de mest oplagt partnere, mens Abu-Dhabi baserede Etihad Airways også nævnes som en mulighed.

 

Relaterede artikler:

AirBaltic har SAS i kikkerten til aktiesalg

15 nye SAS-ruter fra Skandinavien

AirBaltic vil udfordre Estonian og SAS

SAS vender tilbage til Riga

AirBaltic vil være pan-baltisk flyselskab

x

Læs Også

SAS lukker City Lounges

Der kommer ikke flere City Lounges hos SAS. Flyselskabet afslutter samarbejdet med No 18 Office and Lounge ved udgangen af oktober.

AirBaltics nye CS300-fly var midlertidigt på jorden

Onsdag og torsdag i sidste uge måtte airBaltic tage selskabets syv nye Bombardier CS300-fly ud af drift på grund af et ekstraordinært eftersyn af flyenes motorer.

SAS opruster på Berlin-ruter

I kølvandet på airberlins kollaps indsætter SAS i vintertrafikprogrammet op imod 200 ekstra afgange på Berlin-ruterne fra København og Stockholm.

SAS-gave til Aarhus var ikke helt ny

SAS-direktør Lars Sandahl Sørensen lovede Aarhus-borgmesteren, at aarhusianerne ikke skulle betale ekstra for at rejse med SAS ud i verden. Det skulle man heller ikke i forvejen.

Forudbestilling af specialmad på SAS Go

Vegetarisk, glutenfrit eller vegansk er nogle af de nye - mens også dyrere - muligheder af specialmad, som SAS tilbyder i forudbestilling til rejsende på SAS Go.

SAS udsætter opstart af Heathrow-base

Forsinkede flyleverancer har fået Scandinavian Airlines Ireland til at udskyde opstarten på Heathrow-basen, som skulle have åbnet i slutningen af oktober.