SAS-overvejelser om udflagning vækker bekymring

SAS’ danske kabinepersonale og piloter finder SAS’ overvejelser om en base udenfor Skandinavien bekymrende og skræmmende.

I dag har det skandinaviske luftfartsselskab SAS kun baser i de tre skandinaviske hovedstadslufthavne i København, Stockholm og Oslo. Men allerede i 2018 kan SAS meget vel også have en base i London Heathrow-lufthavnen eller en anden europæisk lufthavn.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i midten af november, så overvejer SAS nemlig at etablere baser udenfor Skandinavien. Baser med både piloter, kabinepersonale og fly stationeret.

I forbindelse med offentliggørelsen af sit årsregnskab tirsdag, gav SAS lidt flere detaljer om planerne.

SAS forudsiger, at væksten på det europæiske luftfartsmarked i fremtiden især vil blive drevet af markedet for fritidsrejsende. For at kunne konkurrere effektivt på det marked, kigger SAS på at ”vende trafikken” på en række ruter. Forstået på den måde, at ruterne ikke længere skal betjenes fra baser i Skandinavien. I stedet skal de betjenes fra baser i ”den anden ende”.

Bide skeer med de store
SAS’ skandinaviske hovedkonkurrent, Norwegian, har gennem flere år haft baser i Spanien og opereret flyvninger mellem Skandinavien og Spanien med fly og besætninger baseret i Spanien. SAS derimod har qua sin statslige ejere indtil nu holdt sig tilbage. Men hvis man vil bide skeer med de store på markedet for europæiske fritidsrejsende – og det vil SAS gerne – så er det nødvendigt reducere omkostningerne. Og det kan en ikke-skandinavisk base hjælpe til med, mener SAS.

”Vi oplever en fantastisk loyalitet blandt vores kunder. Men også et stort prispres i markedet. Det er derfor nødvendigt at skabe det fornødne økonomiske råderum, så vi kan følge med vores konkurrenter. Alternativet vil være, at vi vil stå i en situation, hvor vi er ukonkurrencedygtige,” pointerer koncerndriftsdirektør i SAS, Lars Sandahl Sørensen, til CHECK-IN.dk.

Stor bekymring
Hos Cabin Attendants Union (CAU), der organiserer hovedparten af SAS’ danske kabinepersonale, er man godt klar over at situationen er alvorlig for SAS.

”Vi anerkender, at SAS er under et betydeligt pres i luftfartsindustrien, hvor lavprisselskaberne vinder frem med alternative ansættelsesformer og forretningsmodeller,” siger formanden for Cabin Attendants Union, Christa Ceré, til CHECK-IN.dk.

Hun er dog ikke vild med hvad hun ser.

”Vi ser på udflagning med stor bekymring. I skibsfarten er der langt mellem de danske og skandinaviske ansatte. Vi frygter, at overvejelserne i SAS kan være begyndelsen til samme udvikling i luftfarten,” understreger Christa Ceré.

Kedelig og skræmmende
Hos SAS Pilot Union (SPU), der organiserer en stor del af de danske SAS-piloter, er man heller ikke vild med udviklingen.

”Det er en kedelig og skræmmende udvikling. Men det er også forventet, og vi kan godt se, at der er behov for at SAS agerer på markedsvilkår, som de stilles overfor,” siger formanden for SAS Pilot Union, Christian Fyrst, til CHECK-IN.dk.

CAU-formanden håber at SAS’ overvejelser vil betyde at politikerne tager affære.

”Der er en umiddelbar sammenhæng mellem SAS’ overvejelser og luftfartsbranchens udvikling. Vi håber på at dette vil få politikerne på banen og at det kun bliver ved overvejelserne,” siger Christa Ceré.

Kig på London
Ifølge Lars Sandahl Sørensen vil der i første omgang kun blive tale om én ikke-skandinavisk base. SAS forventer at træffe en beslutning om baseetablering eller ej i andet halvår af 2017. Hvis SAS sætter baseprojektet i søen, vil den kunne etableres i løbet af 12 – 18 måneder.

”Vi undersøger nu hvad det vil kræve af formelle krav, netværkskrav og meget andet, inden vi beslutter os endeligt” siger Lars Sandahl Sørensen.

SAS har blandt andet kig på London Heathrow som en mulig ny baselufthavn. Det fremgår af en investorpræsentation, som SAS fremlagde tirsdag i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2015/2016. At SAS har kig på London skyldes, at selskabet har fire ruter fra Skandinavien og omkring 20 daglige returflyvninger. London er altså en af de destinationer hvor til SAS flyver mest.

 

 

Relaterede artikler:

SAS overvejer London-base

SAS-boss: Udflagning kan være en mulighed

Ny pilotforening: Behov for samarbejde med SAS

FPU: Skattefritagelse er ikke uproblematisk