A321 i den særlige LR-version. (Foto: Airbus)

SAS overvejer langtrækkende A321-fly

Hos SAS vil man overveje, at konvertere en del af ordren på 30 Airbus A320neo-fly til det langtrækkende Airbus A321LR, der kan benyttes på de kortere langdistanceruter.

SAS vil i midten af oktober måned modtage selskabets første Airbus A320neo-fly. Der er bestilt i alt 30 af slagsen, men det er ikke sikkert, at alle vil blive leveret som aftalt. SAS overvejer nemlig at konvertere dele af den 30 fly store ordre til den kommende Airbus A321LR (long range – lang rækkevidde, red.) model. En flytype der vil kunne betjene kortere langdistanceruter med mindre passagergrundlag end SAS’ eksisterende og kommende langdistanceflåde.

Airbus-chefen John Leahy har tidligere fortalt CHECK-IN.dk, at han tror selskabets nye vækstlokomotiv vil være Airbus A321LR, der har en rækkevidde på 7.400 km, hvilket er nok til eksempelvis at kunne flyve nonstop fra Hamborg til New York. Modellen er – med 168 sæder i en tre-klasses konfiguration og én midtergang – en anden størrelse end SAS har i sin langdistanceflåde i dag.

Disse fly kan derfor operere på sekundære strækninger med mindre trafikgrundlag som eksempelvis Bergen-New York eller Oslo-Washington. Ser man på det Nordamerikanske kontinent, vil næsten alle lufthavne langs østkysten være indenfor rækkevidde fra Skandinavien. Det samme vil store dele af Indien.

”SAS følger absolut med i udviklingen på dette område. Jeg kan sige så meget som, at vi i aftalen med Airbus har mulighed for, at konvertere noget af Airbus A320neo ordren til Airbus A321LR. Dette vil vi nøje vurdere, om vi skal udnytte fremover”, siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS, til CHECK-IN.dk.

De kommende oversøiske destinationer i det skandinaviske flyselskabs rutenetværk vil givetvis være at finde i Nordamerika og i den nordlige del af Asien, da Rickard Gustafson mener, at ruter til de sydligere breddegrader ikke er så egnede fra Skandinavien, hvor flyselskaberne i Sydeuropa og Mellemøsten ligger bedre geografisk placeret til det.

Koncernchef i SAS, Rickard Gustafson. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

Koncernchef i SAS, Rickard Gustafson. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

38 fly til levering
Næste måned vil SAS modtage det første af i alt 30 fabriksnye Airbus A320neo fra fabrikken i Hamborg. Flyene skal betjene kort- og mellemdistance i Skandinavien og Europa. Med en rækkevidde på godt 6.000 km, vil flytypen kunne nå dele af Mellemøsten og Nordafrika fra Skandinavien med 174 sæder.

SAS har også for nyligt modtaget fire nye Airbus A330-300E og vil fra 2018 modtage otte Airbus A350-900 fly. Begge disse flytyper er langdistancefly – også kaldt ”widebody” da det har to midtergange gennem kabinen. Flyene har en rækkevidde til den amerikanske vestkyst eller Sydøstasien, med henholdsvis 266 og omkring 325 sæder.

Schweiziske PrivatAir opererer et enkelt Boeing 737-700 med 80 sæder for SAS på ruten mellem København og Boston. Dette er en specialbygget model, hvor ekstra brændstoftanke til den lange strækning reducerer antallet af sæder.
Med nuværende og planlagt langdistanceflåde vil SAS være afhængige af trafik mellem de store knudepunkter, for at fylde flyene op.

Norwegian har konverteret ordre
Konkurrenten Norwegian meddelte i sommer at selskabet har valgt at konvertere lige under en tredjedel af sin A320neo ordre til A321LR. I alt drejer det sig om 30 fly ud af en ordrepå 100 fly. Norwegians koncernchef Bjørn Kjos udtalte den gang, at flytypen er det eneste reelle mellemdistancefly af denne størrelse på markedet, og at det vil passe godt til selskabets fremtidige flåde.

Norwegian vil efter planen modtage otte Airbus A321LR og 2019, og de resterende 22 i løbet af 2020 og 2021.

 

Relaterede artikler:

SAS-chefen: Plads til SAS i det skandinaviske marked

Her er Norwegians kommende A321-ruter

A321 bliver det nye vækstlokomotiv for Airbus

Norwegian bestiller 30 langtrækkende A321-fly

Airbus A321 i langdistanceversion

Første A320neo af SAS-typen er leveret