SAS sommerlukker ruter fra Gøteborg

Europas mest populære hovedstæder vil ikke være tilgængelige med SAS fra Gøteborg i den kommende sommer. Ruterne til London, Paris og Bruxelles overlades i højsæsonen til konkurrenterne.

Rejsende fra Gøteborg må kigge langt efter SAS-flyene til Bruxelles, London og Paris i den kommende sommer. SAS har nemlig besluttet at fjerne ruterne fra tidtabellen fra den 20. juni til den 31. august.

Ruterne til London-Stansted og Paris-CDG er lagt op som helårsruter, men SAS har i denne uge besluttet at sætte dem på sommerpause. Bruxelles-ruten var planlagt til at være indstillet fra den 24. juni til den 14. august, men sommerlukningen af denne rute er blevet udvidet, så den omfatter næste to og en halv måned.

“Vi ser på og vurderer hele tiden, hvor vi gør bedst brug af vores kapacitet, der derfor foretager vi løbende justeringer. Her et halvt år i forvejen kan vi se, at vi har behov for at bruge vores fly og medarbejdere på andre ruter. Vi beklager naturligvis over for de kunder, som har booket billet til de pågældende ruter. De vil blive ombooket via København og Arlanda. Vi er dog ude i så god tid, at antallet af berørte passagerer er begrænset,“ siger kommunikationskonsulent Anna Vibeke Nielsen fra SAS til CHECK-IN.dk.

SAS overlader dermed sommertrafikken fra Skandinaviens femtestørste lufthavn til konkurrenterne. Air France vil i sommermånederne flyve to gange dagligt fra Gøteborg til Paris, mens British Airways, Norwegian og Ryanair får mulighed for at tilbyde ruter til London-lufthavnene henholdsvis Heathrow, Gatwick og Stansted uden konkurrence fra SAS.

Herudover får Brussels Airlines mulighed for alene at betjene ruten fra Gøteborg til Bruxelles med tre daglige afgange.

SAS: Foretrukket flyselskab på ferierejser
Det har hidtil været en vigtigt element i den nye SAS-strategi, at forretningsrejsende også skal have mulighed for at vælge SAS, når det handler om fritidsrejser. Men konkurrencen til storbydestinationer som Bruxelles, London og Paris fra Vestsverige er tilsyneladende for stor til at SAS vil opretholde ruterne i højsæsonen.

“Vi er stadig optaget af at være de forretningsrejsendes foretrukne flyselskab, når de rejser på ferie, og vi har stor succes med leisure-ruter,“ fortæller Anna Vibeke Nielsen, der samtidig fremhæver, at SAS tilbyder sommerruter direkte fra Gøteborg til Split, Pula, Nice, Athen, Málaga, Alicante og Palma de Mallorca.

SAS ønsker ikke at kommentere, hvorvidt ruterne fra Gøteborg til Bruxelles, London og Paris fremadrettet kan opretholdes som helårsruter.

Tendensen er dog tydelig, SAS vil betjene regionale destinationer samt deciderede fritidsrejsemål fra de sekundære lufthavne i eksempelvis Gøteborg, Bergen, Stavanger, Billund og Aarhus. Derimod vil de europæiske storbyruter primært blive betjent fra de skandinaviske hovedstadslufthavne i Oslo, Stockholm og København.

“Vi øger samlet trafikken fra Gøteborg i 2016 sammenlignet med i år, også selvom vi har ophold i trafikprogrammet på forretningsruterne i højsæsonen,“ understreger SAS.

x

Læs Også

SAS tilbød ved en fejl gratis mad til Go-passagerer

Passagerer på den nye rute fra Stockholm til Israel har købt billet i den tro, at der var gratis måltider ombord, men det er en fejl, erkender SAS.

SAS Ireland i luften 3. december

Den 3. december går SAS' kontroversielle irske datterselskab på vingerne med sine første flyvninger mellem London og CPH. Senere følger flyvninger indenfor Skandinavien.

Piloter overrasket over SAS Ireland på skandinaviske ruter

SAS' nye irske datterselskab vil om få måneder overtager flyvninger på intra-skandinaviske ruter, som i dag betjenes med skandinavisk personale, og det kommer bag på piloterne.

SAS afviser at kommentere flyordre

En anonym europæisk kunde har underskrevet en hensigtserklæring om køb af 31 Bombardier CSeries-fly, men SAS ønsker ikke at kommentere.

SAS venter tredje overskud i træk

SAS er inde i en god udvikling og forventer et overskud på op mod 1,5 mia. kroner næste år. Hvis det holder, så vil det være tredje år i træk.

SAS tvunget til at droppe Plus-service på ny rute

SAS åbnede i lørdags en vinterrute mellem Stockholm og Eilat i Israel, men selskabet kan ikke levere Plus-produktet på returflyvningerne.