SAS tilbyder nu betalt opgradering på alle ruter

Nu er det muligt at købe sig til en opgradering på alle SAS-flyvninger og ikke kun på oversøiske flyvninger som hidtil. De billigste opgraderinger koster 220 kroner.

Tidligere var det hos SAS kun muligt at købe en opgradering på interkontinentale flyvninger. Mod at betale et vist beløb kunne man rykke frem i flyet fra SAS GO til SAS Plus eller SAS Business, og fra SAS Plus til SAS Business.

Nu har SAS åbnet døren på vid gab og gjort det muligt at købe en opgradering på alle SAS-flyvninger. Ikke bare når turen går over Atlanten eller til Asien, men også når turen går til Warszawa, Paris eller Aalborg.

Det kræver at man senest 36 timer før ens flyafgang lægger sit ønske om opgradering ind via den eksterne opgraderingsside optiontown.com og betaler mellem 220 kroner og 6700 kroner afhængig af rute, tilgængelighed og serviceklasse. Senest 24 timer før afgang får man besked på om ens opgraderingsønske har kunnet imødekommes. Er det ikke tilfældet, så skal man som passager selv sørge for at få pengene retur fra optiontown.

Forrest i flyet
Når først man har udtrykt ønske om at blive opgraderet, så er det ikke muligt at ændre sit ønske til en anden flyvning eller aflyse forespørgslen. Det er heller ikke muligt at få pengene tilbage.

Hvis ens fly bliver aflyst eller lignende og man skal ombookes til et andet fly, så vil opgraderingen følge med, hvis man ombookes til en SAS-flyvning og hvis der er plads. Er der ikke plads forrest i det fly man ombookes til, så skal passageren selv kontakte optiontown for at få sine penge tilbage. Hvis passageren ombookes til et andet flyselskab, så ryger man ned på den oprindelige serviceklasse og skal selv sørge for at få pengene retur.

En tilkøbt opgradering giver de samme benefits som en almindelig Plus- eller Business-billet. Det er blandt andet muligheden for at benytte SAS Fast Track-sikkerhedskontrol og lounges.

Passagerer med Travel Pass og grupperejsende kan ikke købe sig til opgraderinger.