SAS-trafik i CPH var lammet i 2,5 time

Alle SAS-fly i Københavns Lufthavn stod torsdag aften stille, da 150 handlingfolk i SAS Ground Handling nedlagde arbejdet i 2,5 time i utilfredshed over en række opsagte lokalaftaler.

En arbejdsnedlæggelse torsdag aften blandt omkring 150 handlingmedarbejdere lammede SAS’ flytrafik ind og ud af Københavns Lufthavn i omkring 2,5 time.
Medarbejderne står for at lodse og laste flyene. Utilfredsheden skyldtes, at SAS fornylig opsagde en række lokalaftaler. Tidligere i dag havde SAS indkaldt til et såkaldt konfliktafværgelsesmøde i Dansk Industri. Men det gav ikke resultat. Og kl. 18.30 nedlagde ekspeditionsarbejderne arbejdet.

Tilbageholder fly
De strejkende er ansat i SAS Ground Handling, som også handler fly for selskaber som Lufthansa, Icelandair, Danish Air Transport, LOT og Widerøe. Disse flyselskabers operationer i Københavns Lufthavn blev derfor også berørt.

SAS aflyste en håndfuld flyafgange fra Københavns Lufthavn torsdag aften, mens langt de fleste flyafgange blev udskudt. Kl. 21 genoptog medarbejderne arbejdet.

Arbejdsnedlæggelsen kom få timer før årets største rejsedag i Københavns Lufthavn i morgen. Her forventes op mod 100.000 passagerer at gå gennem lufthavnen.

Opdateres…