SAS Airbus A340-300.

SAS tyvstartede på Kina

I denne uge kunne SAS fejre 25 året for jomfruflyvningen mellem København og Beijing. Men SAS tyvstartede flyvningerne, da man allerede i januar 1988 sendte et SAS-fly til Kinas hovedstad.

Onsdag den 24. august 1988 åbnede SAS sin første direkte rute til Kina, da DC10-30 flyet Godfred Viking som flight SK995 satte kursen mod hovedstaden Beijing. Returflyvningen fandt sted samme dag med luftkaptajn Nygaard i cockpittet på den 9 timer og 20 minutter lange flyvning fra Beijing til København. En flyvning, der gik via Ulan Bator i Mongoliet op til Irkutsk og syd om Bajkalsøen, videre op over det nordlige Sovjetunionen og via Skt. Petersborg og Helsinki ned til København.

Men det var faktisk ikke første SAS-flyvning til Beijing. Den fandt sted omkring et halvt år tidligere, hvor en kombineret skandinavisk minister- og erhvervsdelegation anført af den norske statsminister Gro Harlem Brundtland og SAS-direktør Kjell Fredheim fløj med et DC-10-30 fly med rutenummer SK2975 fra København til Beijing. Besøget skulle blandt fremme muligheden for, at SAS kunne få en direkte nonstop rute til Kina, som ingen andre europæiske selskaber havde på dette tidspunkt.

Men SAS kom ikke først med fast ruteflyvning. Finnair overhalede indenom ved at etablere en rute fra Helsinki til Beijing allerede den 2. juni 1988, selvom SAS i går i en pressemeddelelse skrev, at man var det første flyselskab til at betjene markedet med en direkte rute. Men det forhindrer ikke SAS i at fejre jubilæet gennem presseinformationer til markedet.

Kun to gateways i Kina
SAS flyver i dag direkte fra København til Beijing og Shanghai. Tidligere har SAS også haft en direkte rute fra Stockholm til Beijing. Med blot to gateways til Kina er SAS ligesom mange andre flyselskaber tvunget til at arbejde tæt sammen med kinesiske indenrigsflyselskaber. SAS har Air China som partner, hvilket blandt andet giver mulighed for at tilbyde videreforbindelser til store kinesiske destinationer som Chongqing, Guangzhou, Chengdu, Hangzhou og Nanjing.

“Kina er det marked i Asien med størst vækst indenfor turisme, og landet er et spændende rejsemål for os skandinaver. Samtidig findes der også stor interesse blandt kineserne for at rejse til Skandinavien, og vi vil udnytte vores netværk, blandt andet partnerskabet med Air China, til at flyve flere kinesiske turister til fantastiske rejsemål i Skandinavien. Og naturligvis skandinaver den anden vej,“ siger koncerndirektør for salg og marketing, Eivind Roald, i forbindelse med markeringen af 25 års jubilæet.

Finnair, der overhalede SAS indenom med den første direkte rute fra Europa til Kina, har i mellemtiden udviklet sig noget mere på det kinesiske marked, end det har været tilfældet med SAS. Finnair flyver i dag til Beijing, Shanghai, Hong Kong og Chongqing samt til Zi’ an i sommerhalvåret.

Forfatteren til denne artikel var med på SK2975 den 17. januar 1988 fra København til Beijing samt på åbingsflyvningen fra Bejing til København på SK996 den 24. august 1988.