SAS vinder endnu en Freddie-award

For syvende gang i løbet af 14 år kunne SAS hjemtage et trofæ fra den årlige Freddie-prisuddeling for bedste bonus- og loyalitetsprogram.

SAS EuroBonus er et stærkt kunde- og loyalitetsprogram. Siden etableringen i 1992 har SAS formået at hente flere end 3 mio. kunder ind i programmet, og SAS har netop taget et stort skridt mod at hente et par millioner nye medlemmer ved en relancering af hele bonusprogrammet.

Derfor kommer det meget belejligt for SAS, at EuroBonus-programmet i sidste uge vandt en Freddie Award ved den 26. prisuddeling, der fandt sted i Museum of Flight i Seattle.Her kunne SAS endnu engang triumfere ved at vinde sin 12. Freddie Award og den tredje i løbet af fire år.

I årets udgave vandt SAS prisen blandt flyselskaber i Europa i kategorien “Best Customer Service“, mens Flying Blue og Miles & More løb med de fire øvrige priser. Netop Flying Blue vandt også den generelle pris som årets bedste bonus- og loyalitetsprogram.

SAS vandt i 2013 i den samme kategori som i årets udgave, mens det skandinaviske flyselskab i 2011 kunne høste æren i kategorien “Best Award Redemption“. I 2001 og 2002 tog SAS samlet syv priser ved disse års prisuddelinger.

2014: Best Customer Service
2013: Best Customer Service
2011: Best Award Redemption
2004: Program of the Year
2003: Best Award
2002: Best Award, Best Elite Level, Program of the Year
2001: Best Award, Best Bonus Promotion, Best Elite Level, Best Website

Hyldest til bedste bonusprogrammer
Den årlige Freddie Award blev indstiftet i 1988 af Randy Petersen, der var indehaver af magasinet InsideFlyer. Navnet på prisen er opkaldt efter den britiske luftfartsentrepenør Sir Freddie Laker, der i 1970´erne forsøgte sig med langdistanceflyvninger mellem London og USA til lavpris.

Laker Airways og Skytrain-konceptet blev delvist kvalt af konkurrenterne samt en grounding af DC10-flåden, der endegyldigt kostede det det ambitiøse flyprojekt livet.

Målet for Freddie Awards er at lade de hyppigt rejsende honorere de flyselskaber, der er bedst til at betjene de omkring 300 mio. medlemmer af rejseindustriens bonus- og loyalitetsprogrammer.

Det var først i 2001, at flyselskaber uden for USA kunne deltage i nomineringerne. I årets udgave af Freddie Award har flere end 3 mio. rejsende afgivet deres stemme i forskellige kategorier opdelt i tre geografiske områder, henholdsvis Amerika, Europa/Afrika samt Mellemøsten/Asien/Oceanien.