(Foto: Ernst Tobisch)

Singapore Airlines optimerer CPH-rute

Opgradering af kabiner og tilpasning af tidstabellen er nogle af de ting Singapore Airlines skruer på for at gøre sin Københavns-rute så attraktiv som mulig. Flere frekvenser er dog ikke på tapetet.

Onsdag kunne rejsende med Singapore Airlines mellem København og Singapore for første gang opleve selskabets opgraderede Boeing 777-200ER fly. I første omgang vil tre af Singapore Airlines fem ugentlige afgange være med de opgraderede fly, men fra 20. september vil det være på alle fem afgange.

Opgraderingen betyder blandt andet bedre sæder med direkte adgang til midtergangen og lie-flat beds på business class samt blandt andet større tv-skærme på både business og economy.

Samlet business-trafik op
I anledningen af at de opgraderede fly blev indsat på Københavns-ruten, var Singapore Airlines og SAS i går værter ved en fremvisning af flyet for den skandinaviske presse. Singapore Airlines og SAS har i omkring seks måneder samarbejdet i et joint venture om netop trafikken mellem Singapore og København.

SAS lukkede i foråret sin rute til Bangkok og her har samarbejdet med Singapore Airlines samlet meget af SAS’ business-trafik på Bangkok-ruten op.

”Der er klart flere business-kunder, som er gået til Singapore Airlines end leisure-kunder. Og det vil helt sikkert blive endnu mere nu med det nye produkt,” siger Simon Pauck Hansen, VP for Partners og Intercontinental Networks i SAS, til CHECK-IN.dk.

SAS havde gerne set en helt ny rute mellem Singapore og Stockholm som en del af joint venturet. Noget, som Singapore Airlines afviste. Og selskabet er stadig mest fokuseret på at styrke det eksisterende produkt end at åbne en ny parallelrute.

”En rute mellem Singapore og Stockholm er på vores radar. Men i første omgang koncentrerer vi os om at styrke vores rute til København.,” siger Alistairs Hay-Campbell, nordisk chef for Singapore Airlines, til CHECK-IN.dk.

Skruer på andre knapper
I foråret gik Singapore Airlines fra tre til fem ugentlige flyvninger til København fra Singapore. Selskabet har ingen planer om at begynde at flyve dagligt. Til gengæld skruer man på en række andre knapper for at forbedre sit produkt.

Det handler ikke kun om indretningen af flyene. Det handler også om flytte onsdagsflyvningen til søndag, så det bliver nemt for forretningsfolk at rejse til Asien i starten af ugen. Desuden har Singapore Airlines finjusteret afgangs- og ankomsttiderne. En tidligere ankomst til København gør det nemmere at ramme SAS’ morgenbølge af flyvninger ud i Nordeuropa og Skandinavien. Det betyder også at flyet afgår fra Singapore kl. 23.50 og ikke efter midnat. Det har en psykologisk effekt, ligesom det giver en kortere rejsetid for dem, der flyver ind til Singapore og videre til København.

”Det betyder, at vi har etableret en lynhurtig motorvej fra Sydøstasien og Australien ved at have nogle af de korteste rejsetider fra en lang række destinationer. Og det betyder meget når rejsebureauer og forretningsfolk reserverer billetter,” påpeger Alan Hoffery, Singapore Airlines’ danske salgschef.

Jyder ombord
Også på trafikken den anden vej, fra destinationer rundt om København, til Asien, oplever Singapore Airlines en stigende interesse for deres Københavns-rute efter at den er udvidet fra tre til fem ugentlige rotationer.

”Vi har stor succes med at få jyder ombord. De rejste tidligere typisk via Frankfurt, Amsterdam eller München. Desuden kan vi mærke, at samarbejdet med SAS har givet os mange af deres corporate-kunder, som bruger Singapore til at transferere til andre destinationer i Asien. Og endelig har det givet os et stærkere fodfæste i Norge, hvor man tidligere fløj til London og derfra videre med os til Singapore,” forklarer Alan Hoffery.

Simon Pauck Hansen supplerer:

”Selvom der med de to ekstra ugentlige flyvninger kom 60.000 flere årlige sæder til salg, så flyver vi alligevel med fulde fly,” siger Simon Pauck Hansen, der ikke vil ind på detaljerne i aftalen mellem SAS og Singapore Airlines og om hvordan indtægter og udgifter deles. Men retorikken afspejler klart, at også SAS føler meget for at ruten fortsat er en succes.

I den opgraderede version har Singapore Airlines’ Boeing 777-200ER fly plads til 271 passagerer, fordelt med 26 på business og 245 på economy.

Singapore Airlines’ nordiske chef, Alastair Hay-Campbell (tv.) og selskabets danske salgschef, Alan Hoffery (th.), i den nye business class-kabine på selskabets Boeing 777-200ER-fly. Foto: Ernst Tobisch.