Airbus A380 fra Singapore Airlines.

Singapore Airlines udruller Premium Economy

Singapore Airlines vil fra august begynde at introducere Premium Economy. Ruten til København er dog ikke iblandt de ruter, der kan se frem til det nye produkt i år.

Singapore Airlines har nu besluttet sig for hvilke ruter, der skal være de første, hvor passagererne kan sætte sig til rette på selskabets nye Premium Economy-klasse. Den første rute bliver Singapore – Sydney, hvor flyvningen SQ221/232 med Airbus A380-fly får Premium Economy fra 9. august. Tre dage senere er det SQ231/222 med Boeing 777-300ER fly på samme rute, der får den nye serviceklasse. Herefter følger en udrulningsplan med ruterne fra Singapore til Hong Kong og London Heathrow som de første i slutningen af august.

Frem mod jul vil Premium Economy blive en del af produktudbuddet på Airbus A380 og Boeing 777-300ER fly til destinationer som Frankfurt, Beijing, Shanghai, Paris, Delhi, Mumbai, Auckland, Tokyo, Los Angeles, New York, Zürich, München og Manchester.

Ændrer konfiguration
En af de ruter, som imidlertid må kigge langt efter den nye serviceklasse, er ruten mellem Singapore og København, som Singapore Airlines beflyver fem gange om ugen med Boeing 777-300ER fly. Ruten er nemlig ikke på oversigten over ruter, der får Premium Economy i 2015.

Introduktionen af Premium Economy betyder, at Singapore Airlines ændrer på sædekonfigurationerne i deres Airbus A380 og Boeing 777-300ER fly. På Airbus A380 har selskabet i dag to konfigurationer med en fordeling mellem First Class, Business Class og Economy Class, der hedder 12/60/399 eller 12/86/311. Det ændres ved at indsætte 36 Premium Economy sæder, så konfigurationerne bliver til 12/60/36/333 og 12/86/36/245. Der bliver altså kun fjernet economy-sæder for at få plads til Premium Economy.

På Boeing 777-300 ER ændres den nuværende 8/42/228 konfiguration til 4/48/28/184. Her indebærer introduktionen af 28 Premium Economy-sæder, at antallet af economy-sæder reduceres betragteligt. Desuden bliver antallet af First Class-sæder halveret, mens der kommer lidt flere Business Class-sæder at sælge.