WOW air A330-300 bliver indregistreret som TF-GAY.

Singapore-fly til WOW air

Første A330-langdistancefly til WOW air er rullet ud af malerhallen. Det er et seks år gammelt fly, der tidligere har tilhørt Singapore Airlines.

Det islandske lavprisflyselskab WOW air vil fra juni måned flyve direkte fra Keflavik til den amerikanske vestkyst. Selskabet har bestilt tre A330-langdistancefly, der skal løse opgaven, og nu er det første fly rullet ud af malerhallen.

Der er tale om et seks år gammelt fly, der oprindeligt blev leveret til Singapore Airlines i marts 2010 med registreringen 9V-STJ. Flyet blev taget ud af drift i begyndelsen af 2015 og har sidenhen ventet på en ny leasingtager.

A330-300 flyet var en del af en kompensationsordre på fem fly, som Singapore Airlines placerede hos Airbus gennem et leasingselskab. Kompensationen var angiveligt som følge af, at Airbus A380´erne var forsinkede, og Singapore-selskabet havde brug for mere kapacitet.

Leasingaftalerne var af femårs varighed og særdeles gunstige, men Singapore Airlines ønskede ikke at fortsætte aftalerne efter den femårige periode, da leasingraterne ifølge kilder i markedet var steget med 50 procent på de pågældende fly.

Fra 285 til 350 sæder
Nu kommer A330-flyet til at betjene islandske og nordeuropæiske rejsende på WOW air-ruterne til Los Angeles og San Francisco.

Hos Singapore Airlines var flyet indrettet i en konfiguration med 30 sæder på Business Class og 255 sæder på Economy Class. Det vil dog ændre sig hos WOW air, der vil indsætte flyene i drift med 350 sæder i en all-economy udgave.

Hos WOW air vil flyet ændre registrering fra det noget kønsløse 9V-STJ til TF-GAY, der skal markere, at San Francisco er en destination, der er kendt for sit homoseksuelle miljø.

De kommende A330´ere vil blive indregistreret som TF-LUV og TF-MOM, mens de nuværende seks fly i A320-serien hedder henholdsvis TF-MOM, TF-DAD, TF-SIS, TF-BRO, TF-SON samt TF-KID.