Lufthansa Boeing 747-8I.

Slut med Boeing 747 som passagerfly

Boeing indrømmer nu for første gang, at der ikke er nogen fremtid i Boeing 747-8 som passagerfly, hvorfor der fremover kun skal sælges VIP- og fragtversioner af flyet.

Luftens Dronning kommer definitivt til at abdicere. Det melder Boeing Commercial Aircraft, ifølge Seattle Times, i forbindelse med præsentationen af fremtiden for den amerikanske flyproducents mange flytyper i forhold til markedets efterspørgsel.

Den ventede nyhed om, at den ikoniske jumbojet nu ligges i graven, blev bekræftet af flyproducentens koncernmarketingdirektør Randy Tinseth under Paris Air Show, der afvikles i disse dage.

“Vi kan ikke se nogen nævneværdig efterspørgsel efter 747-8 eller A380´erne, og generelt er der ikke nogen efterspørgsel efter store fly,”siger Randy Tinseth, der bekræfter, at Boeing kun forventer at sælge “en håndfuld” 747 i ikke-fragt versionen i de kommende år, hvilket er et par VIP-fly samt to eller tre ombyggede fly, der skal tjene som det nye Air Force One for den amerikanske præsident. Produktionen af 747-8F til fragtmarkedet vil dog fortsætte.

“Det største passagerfly i markedet vil fremadrettet være 777X,” bekræfter Randy Tinseth.

Den seneste udgave af jumbojetten hedder Boeing 747-8I og ramte markedet i 2012. Den største kunde er Lufthansa, der har aftaget 19 eksemplarer, mens Korean Air har fået leveret 10 og Air China syv i alt. Herudover er der leveret otte fly i en VIP-udgave, mens russiske Transaero, der gik konkurs i slutningen af 2015, har en ordre på tre færdigproducerede fly, der står og venter på deres skæbne. Samlet er der produceret 48 fly i den nye passagerudgave, mens der er leveret en del af de 86 bestilte fly i fragtudgaven.

Flere end 1.500 fly
Boeing 747 er et ikonisk fly, der bidrog til at revolutionere den internationale luftfart i 1970´erne og 1980´erne. Siden det første Boeing 747-fly blev leveret til Pan American World Airways i januar 1970 er ikke færre end 1.552 jumbojets rullet ud fra produktionshallerne hos den amerikanske flyproducent, hvilket vidner om en succes ud over alle grænser.

Det store langdistancefly er dog blevet offer for de høje brændstofpriser siden årtusindskiftet, hvorfor det er vanskeligt at sikre ruteøkonomien i firemotorers fly. Herudover går den nuværende markedsudvikling i retning af flere frekvenser og direkte ruter, hvilket betyder, at der ikke er samme marked for at flyve passagerer ind med store fly til  de store hubs.

I dag er der stadig 253 Boeing 747´ere, der flyver som passagerfly rundt omkring i verden. Men der bliver færre af dem. Store flyselskaber som Air France, All Nippon Airways, Japan Airlines, Cathay Pacific og Singapore Airlines har allerede udfaset jumbojetten, og senere i år vil United Airlines og Delta Air Lines også tage afsked med det ikoniske fly.

 

Relaterede artikler:

Fremrykker pensionering af Boeing 747

Næststørste Boeing 747-operatør pensionerer fly i 2017

Boeing overvejer at stoppe Jumbojet-produktion

Endnu et flyselskab udfaser Boeing 747

Air France tager afsked med Boeing 747

Første Boeing 747-400 på museum