Sønderborg Lufthavn styrker advisory board

I Sønderborg har lufthavnschef Anders Sørensen udpeget et nyt advisory board, som fungerer som en uformel bestyrelse. Endnu engang har Danfoss-ejeren Jørgen Mads Clausen fået plads for bordenden.

Sønderborg Lufthavn er en forretningsenhed i Sønderborg Kommune og har som sådan ikke en egentlig bestyrelse. Det er i stedet Teknik- og Miljøudvalget med den tidligere skatteminister Frode Sørensen (S) i spidsen, der varetager kommunens interesser omkring lufthavnen.

Derfor besluttede lufthavnens ledelse for snart seks år siden at udpege et såkaldt advisory board, der blandt andet skal medvirke til at sikre en tæt kontakt til erhvervslivet i Sønderjylland og Sydslesvig. Herudover er det også meningen, at advisory board skal støtte lufthavnens ledelse med viden, erfaring og kompetencer samt holde ledelsen op på aftaler, planer og strategier.

Et nyt advisory board er netop blevet udpeget, og her har Danfoss-ejeren Mads Jørgen Clausen fået formandskabet. Han ledesages af Kristian Strand fra Bitzer Group, Dirk Nikolajsen fra IHK Flensborg samt Peter Riggelsen fra Rimeco i Aabenraa. Nye medlemmer er Henrik Enderlein, der er formand for Sønderborg Vækstråd samt Jesper Schack fra TeleBilling.

“Jeg er utrolig glad for, at alle har sagt ja til at være med til at løfte lufthavnen via advisory boardet. Vi skal mødes cirka fire gange om året. Ved flere lejligheder vil også politikere fra kommunen deltage, da lufthavnen ejes af Sønderborg Kommune,“ forklarer lufthavnschef Anders Sørensen.

Vil sikre stærkt samarbejde
Livsnerven for erhvervslivet i regionen er flyruten til København. I 2014 har lufthavnen kunnet notere sig en fremgang 31 procent på indenrigsruten, hvilket har bragt fornyet optimisme til den alsiske lufthavn.

“Sønderborg Lufthavn er en uhyre vigtig brik i at sikre vækst, investeringer og kvalificeret arbejdskraft i vores område. Den er nærmeste lufthavn for næsten en lille million mennesker på begge sider af grænsen, og derfor rummer den også et meget stort potentiale. I Sønderborg Lufthavns advisory board bliver det vores opgave at finde ud af, hvordan vi bedst kan udnytte potentialet og samtidig sikre de omkring 275 arbejdspladser, som lufthavnen og de lufthavnsrelaterede virksomheder skaber,“ siger formanden Jørgen Mads Clausen.

Et fokusområde for lufthavnen er at sikre et stærkt samarbejde mellem Alsie Express og SAS. Gennem en såkaldt interline-aftale er det i dag blevet muligt at gennemchecke sin bagage hele vejen fra Sønderborg Lufthavn til slutdestinationen, hvis man rejser med Alsie Express til København og derfra videre med SAS.

“Alsie Express og SAS er nærmest soulmates, når det kommer til service og komfort på rejsen, og dermed er forudsætningerne for det gode samarbejde helt på plads. Vi skal sammen arbejde videre med kvalitet og service i alle led. Lige nu arbejdes der på, at man ikke længere skal have to forskellige billetter, når turen går videre ud i verden med SAS, men kun én billet hele vejen fra Sønderborg til slutdestinationen,“ forklarer lufthavnschefen.

I 2014 rejste 55.937 passagerer på indenrigsruten mellem Sønderborg og København mod 42.543 året før. Før Cimber Sterlings konkurs i maj 2012 var der flere år op til 70.000 rejsende på ruten. I dette tal var dog medregnet omkring 10.000 flyrejser for ansatte i flyselskabet, der rejste frem og tilbage fra basen i København,