Trappetårnet i Billund Lufthavn (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Solidt halvår i Billund

Mere end 1,5 mio. rejsende benyttede Billund i første halvår af 2017. Nu venter årets travleste måned.

1.513.773 rejsende har benyttet Billund Lufthavn i første halvår 2017. Det er en ny rekord og en stigning for halvåret på 126.609 passagerer svarende til en stigning på 9,1 procent i forhold til samme periode i 2016.

“Tallene viser, at der er kommet flere rejsende gennem alle måneder, hvilket er med til at gøre lufthavnen endnu mere robust,” siger Kjeld Zacho Jørgensen, direktør for Billund Lufthavn.

Han glæder sig over, at trafikken er blevet spredt mere ud over året end for år tilbage. Tidligere har det især været sommermånederne, der har genereret trafik i Billund, men det har ændret sig over de seneste år, så der nu er flere måneder med et stort antal rejsende.

”Målet er naturligvis at sikre, at det er tilfældet gennem hele året for et sikre et godt fundament for lufthavnens fortsatte udvikling,” understreger Kjeld Zacho Jørgensen.

Lavprisselskaber bidrager til væksten
I juni benyttede 343.519 passagerer lufthavnen, hvilket er en stigning på 9,7 % svarende til 30.237 flere rejsende.

“Netværksselskaberne trækker fortsat en stor del af væksten, men i denne måned er det også lavprisselskaberne med især Wizzair og Ryanair, der bidrager til væksten. De direkte ruter mod sol, strand og varme trækker i den danske sommer,” forklarer lufthavnsdirektøren.

Indenrigsruterne havde 11.277 rejsende, hvilket er et fald på 2.804 passagerer – svarende til 19,9 procent. Faldet kan tilskrives beskæringer i ruten til København, der i sommerperioden er noget reduceret.

Chartertrafikken havde 103.087 rejsende, hvilket er en stigning på 3.470 passagerer, svarende til 3,5 procent.

“Vi kan se, at charterflyene er godt fyldt op, og mon ikke det primært skyldes manglen på godt dansk sommervejr. Sol er jo ikke det, vi ser mest af i denne tid, og hvis man spørger bureauerne, er jeg sikker på, at de vil bekræfte, at der er ekstra travlt i denne tid,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Problemer ser ud til at være løst
Totredjedele af al trafik i Billund Lufthavn er udenrigstrafik. Og det er da også stor fremgang i dette segment, der giver den samlede fremgang i juni på 9,7 procent. 228.419 udenrigspassagerer gik gennem Billund Lufthavn i juni. Det er 14,8 procent flere end i samme måned sidste år.

”Alt i alt er der god grund til at være tilfreds med udviklingen i de første seks måneder af året. Nu ser vi frem mod årets allermest travle måned, hvor alle ansatte vil gøre deres bedste for at give de rejsende en god start på og en god hjemkomst fra sommerferien,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Billund Lufthavn havde i foråret i en længere periode store problemer med lange ventetider i sikkerhedskontrollen på grund af personalemangel. De problemer ser nu ud til at være løst.

Lufthavnen havde sidste lige over tre mio. passagerer. Hvis lufthavnen i andet halvår er i stand til at fastholde første halvårs vækst på knap 10 procent, så vil man lande på et sted mellem 3,3 og 3,4 mio. passagerer for hele 2017.

 

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn klar til rekordsommer

Udenrigsruter giver rekord i Billund

Sikkerhedskøerne i Billund bliver mindre

Billund: Mød op 2,5 timer før afgang

Billund Lufthavn bliver mere helårslufthavn