Spædbarn fik 3.000 kroner i kompensation

Et spædbarn, der sad på sit mors skød og rejste gratis med flyet, fik tilkendt en erstatning på 3000 kroner for en flyforsinkelse.

Bare fordi man rejser gratis, ikke optager et flysæde og i stedet sidder på sit mors eller fars skød, så kan man godt indkassere næsten 3.000 kroner i kompensation i forbindelse med en flyforsinkelse. Det viser en sag fra december sidste år, hvor flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia blev pålagt af Trafikstyrelsen at betale kompensation til et spædbarn på under to år.

Spædbørn flyver normalt gratis, da de ikke optager et flysæde. I stedet sidder ofte på skødet af en af deres forældre eller voksne medrejsende med en særlig sele omkring sig. Alligevel mente Trafikstyrelsen, at et spædbarn, der var på vej på charterferie med sin storebror og forældre, skulle tilkendes en kompensation på 400 euro – svarende til knap 3.000 kroner.

Hver sin formulering
Afgørelsen bygger på Trafikstyrelsens fortolkning af ordlyden i EU-forordning 261, som handler om kompensation til flypassagerer i forbindelse med ”denied boarding”, flyaflysninger og lange forsinkelser. Her er det udslagsgivende, at den danske og den svenske version af forordningen har hver sin formulering med hensyn til typen af reservation.

”Af forordningens artikel 3, stk. 2 a) fremgår, at den gælder for de passagerer, der har en ”bekræftet reservation”. For at børn op til 2 år kan blive transporteret, skal de være en del af reservationen. Styrelsen er bekendt med, at der i den svenske oversættelse af forordningen står ”en bekræftet pladsreservation”. I en situation, hvor medlemsstaternes oversættelser er divergerende, skal der imidlertid faldes tilbage på den oprindelige engelske version. Af denne fremgår, at forordningen gælder for ”passengers having a confirmed reservation” og dermed ikke en pladsreservation,” skriver Trafikstyrelsen i sin afgørelse af sagen.

Den anderledes svenske ordlyd i forordningen, hvor man bruger ordene ”bekræftet pladsversion”, har netop betydet, at Thomas Cook Airlines Scandinavia vandt en lignende sag i Sverige.

Rejser på ID-billetter
Forordningen indeholder en undtagelsesbestemmelse om, at passagerer, der rejser gratis, ikke er berettiget til kompensation. Men det er ifølge Trafikstyrelsen kun møntet på passagerer, der rejser på de såkaldte ID-billetter, der typisk udstedes til medarbejderne i det pågældende flyselskab.

”Af forordningens artikel 3, stk. 3 fremgår at forordningen ikke gælder for passagerer, der rejser gratis eller til en nedsat billetpris, ”der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden”. Denne passus er blandt andet møntet på de passagerer, der eksempelvis rejser på de såkaldte ID billetter. Trafikstyrelsen finder derfor, at (…), også berettiget til kompensation,” skriver Trafikstyrelsen i sin afgørelse.