Spanien er vigtig for Norwegian

Med 17 fly fordelt på seks baser er Spanien det største marked uden for Skandinavien for Norwegian. Op imod 20 procent af den samlede internationale sædekapacitet udbydes på ruter fra de spanske baser.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian åbnede i sidste uge en ny base i Madrid-Barajas lufthavnen. Dermed kom selskabet op på sin sjette base i Spanien, der udover den nye base i den spanske hovedstad tæller Alicante, Barcelona, Las Palmas, Málaga og Tenerife.

Baserne på de spanske feriedestinationer blev oprettet for at sænke omkostningsniveauet, idet Norwegian kunne vende ruterne om fra Skandinavien til Spanien, således at man kunne ansætte spansk personale og undgå eventuelle omkostninger til overnatninger på eksempelvis Tenerife og Las Palmas.

Norwegian har da også allerede ansat omkring 75 piloter og kabinepersonale til at bemande de to Boeing 737-800 basefly. Fra Madrid tilbydes der 64 ugentlige afgange til otte europæiske destinationer. Samlet flyver Norwegian på 116 forskellige ruter fra Spanien, der dermed er et blevet et stort marked for det norske lavprisflyselskab.

“Vi er meget tilfredse med, at basen i Madrid nu er operativ. Der er stor efterspørgsel på direkte flyvninger mellem den spanske hovedstad og vigtige byer i Europa. Der er også et stort passagerpotentiale fra hovedlufthavnen i Madrid,“ sagde koncernchef Bjørn Kjos ved sidste uges åbning af den spanske base.

Strategisk vigtig base
Med basen i Madrid vil Norwegian aktivt gå efter at få spaniere til at rejse med det norske lavprisflyselskab. Derfor er etableringen i den spanske hovedstadslufthavn en vigtig brik i den internationaliserings-strategi, der skal sikre fremtiden for Norwegian.

Spanien er i dag det største internationale marked for Norwegian, idet selskabet har 17 fly placeret på de seks baser, ligesom op imod 20 procent af den internationale sædekapacitet er allokeret til det spanske marked.

Spanske medier, der var til stede ved baseåbningen i sidste uge, rapporterer om store vækstplaner for Norwegian på det spanske marked. Det er især langdistanceruter, der skal satses på fra Madrid og eventuelt Barcelona.

Der er nævnt destinationer New York, Los Angeles og Oakland i USA. Til Latinamerika ventes Norwegian at etablere ruter til Buenos Aires, Santiago de Chile, Natal og Rio de Janeiro, mens Tanzania og Johannesburg nævnes som potentielle destinationer på det afrikanske kontinent. Herudover skulle ruter til Kina, Japan, Thailand og Singapore også indgå i Norwegians planer for det spanske marked.

Såfremt den planlagte satsning på langdistanceruter bliver en realitet, vil Norwegian blive en alvorlig konkurrent til IAG-selskabet Iberia samt Air Europa, der er en del af SkyTeam-samarbejdet.