Emirates A380-800 i Københavns Lufthavn. (Foto Morten Lund Tiirikainen)

Spies-gæster skal hjælpe med at fylde Emirates-fly

En aftale med Spies sikrer Emirates Airlines lidt flere passagerer til det daglige Airbus A380-fly fra København, som selskabet har svært ved at fylde.

Der bliver fremover lidt færre ledige sæder ombord, når Emirates Airlines’ Airbus A380-dobbeltdækkerfly hver eftermiddag letter fra Københavns Lufthavn med kurs mod emiratet Dubai, der er en del af De Forenede Arabiske Emirater.

Flyselskabet har nemlig indgået en aftale med Spies, hvor Danmarks største rejsearrangør sammen med selskabets søsterselskaber i Norge og Sverige det kommende år vil sende cirka 10.000 på ferie i det solrige emirat.

Dubai er danskernes hurtigst voksende rejsemål. I 2014 tog 256.768 danskere til hovedbyen i emiratet af samme navn. I år ventes tallet at vokse til over 350.000 med en vækst på 30,8 pct. i årets tre første måneder.

Stigende hotelpriser
Hos Spies ser man Dubai som et kærkomment alternativ til De Kanariske Øer og Egypten.

”Dubai er et godt alternativ til andre solrige vinterrejsemål, der på grund af politisk uro lige nu er lukket mere eller mindre ned. Klima- og prismæssigt er emiratet også et godt alternativ til De Kanariske Øer, som er under pres fra stadig flere turister fra hele Europa, som her finder sol og varme om vinteren. Den øgede tilstrømning har betydet stigende hotelpriser og gjort rejserne til danskernes foretrukne rejsemål dyrere,” forklarer adm. direktør i Spies, Jan Vendelbo.

Ud over at være et rejsemål med minimum 24 grader i dagtimerne og i gennemsnit hele otte solskinstimer om dagen i f.eks. december og januar byder Dubai ifølge Spies på attraktioner i verdensklasse.

Aftalen med Emirates gør det muligt for Spies at tilbyde fleksible rejselængder på f.eks. 4, 7, 10 og 14 dage. Ikke bare i Dubai, men også på nogle af de rejsemål, som er nemme at komme videre til.

”Dubai er ikke alene en solrig destination men også hub til en række populære rejsemål som Maldiverne, Mauritius, Sri Lanka, Seychellerne og Bangkok,” forklarer Jan Vendelbo.

Stor festivitas
Emirates flyver hver dag til Dubai direkte fra Oslo, Stockholm og København. Det er dog kun fra Danmark, at selskabet anvender den meget omtalte dobbeltdækker Airbus 380 med plads til 615 passagerer.

I starten af december sidste år indsatte Emirates Airlines under stor festivitas Airbus A380-flyet på CPH-ruten i stedet for Boeing 777-300ER. Dermed blev det daglige antal sæder øget fra 426 til 615 hver vej. Som CHECK-IN.dk kunne fortælle fornylig, så har Emirates haft svært ved at få det store fly fyldt op. Det kan Spies-aftalen formentlig råde en lille smule bod på.

 

 

Relaterede artikler:

Op imod 200 ledige sæder på A380-afgange til og fra CPH

Apollo og Emirates i angreb på De Kanariske Øer