Spies i modvind efter nødhjælpsannonce

Det har vakt vrede og forargelse, at charterarrangøren Spies i en annonce kalder ferie på den græske ø Lesbos for nødhjælp.

En avisannonce fra charterarrangøren Spies er blevet genstand for mange menneskers vrede og forargelse på de sociale medier.

Annoncen handler om den græske ø Lesbos. Sidste år satte flygtningestrømmen øen på verdenskortet. I dag er strømmen nærmest stoppet, men den blev en katastrofe for øen, for den har skræmt turisterne og øens store indtægtskilde er væk. Derfor opfordrer Spies i annoncen danskerne til at yde nødhjælp til Lesbos ved at tage derned for at holde ferie.

Under overskriften ”Nødhjælpsarbejde – giv en hånd uden at røre en finger” viser Spies ryggen af en liggestol på en strand. En dame ligger med armene bagover stoleryggen.

Men at tage på charterferie til en ø, der lider økonomisk, er ikke det samme som at yde nødhjælp, lyder kritikken fra flere sider.

”Tror ikke lige @spiesrejser bliver min næste rejsearrangør – vis lidt respekt for mennesker der sætter liv på spil,” skriver Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, på Twitter.

Har vendt dem ryggen
Sidste år tillod Spies, at deres gæster tog 20 kilo nødhjælp med pr. booking til flygtningene på Lesbos. Det blev til 20 tons. Nu forsøger Spies at sætte fokus på lesboternes økonomisk vanskelige situation i kølvandet på sidste sommers flygtningekrise på øen.

”Midt i al medieomtalen af flygtningene, har man totalt glemt de ca. 86.500 indbyggere på øen. De hjalp flygtningene sidste sommer, men nu har Europa – og også flere danske rejsearrangører – vendt dem ryggen. Den livsvigtige turiststrøm til øen er faldet fra ca. 76.000 chartergæster til blot ca. 20.000 i denne sommer – heraf ca. 4.000 med os fra Spies,” forklarer kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Han fortsætter:

”Pengene hos lesboterne er ved at slippe op og nu har de bedt om os hjælp. Fra og med næste søndag kan vores gæster derfor medbringe hver en 10 kilo hjælpepakke, som af den græske kirke vil blive fordelt blandt øens børneinstitutioner og plejecentre for ældre. Samtidig kan vores gæster gratis hjemtage 10 kilo ekstra bagage – blot skal den bestå af lokale indkøb som f.eks. olivenolie, lokale oste og ouzo – ting, som kan være med til at sætte skub i den lokale økonomi,” siger Torben Andersen

I med- og modgang
Selskabet vidste i forvejen, at de i denne sommer vil tabe op mod to millioner på at gennemføre sommerens cirka 20 flyvninger til Lesbos.

”Men vi har ønsket at være på øen i både med- og modgang,” siger Torben Andersen.

 

 

Relaterede artikler:

Charterarrangør laver rejser til flygtningelejr