Stadig flere tillægsydelser fra flyselskaberne

Gennem det globale GDS-distributionssystem Amadeus sælger 22 flyselskaber deres tillægsydelser på 63 markeder. SAS, Lufthansa, Austrian og Icelandair er blandt de nye kunder.

Forretningsmodellerne hos de traditionelle netværksflyselskaber har ændret sig gennem de senere år. Mange flyselskaber har indført nye regler for bagage og sædereservation på de billigste billettyper for at kunne konkurrere med tilsvarende produkter fra lavprisflyselskaberne.

Da netværksselskaberne traditionelt har distribueret hovedparten af produkterne gennem de globale GDS-systemer, har det stillet særlige udfordringer for flyselskaberne, at få deres såkaldte “inventory“ tilpasset de modeller, som GDS-systemerne kan tilbyde.

Langt fremme på markedet er Amadeus med produktet Amadeus Airline Ancillary Services (AAS). I øjeblikket anvender 78 flyselskaber systemet, hvoraf 22 i dag distribuerer deres tillægsydelser gennem rejsebureauer på 63 markeder.

Det første selskab i Skandinavien til at tage AAS i brug var det tidligere Cimber Sterling, der allerede i 2011 kunne tilbyde rejsebureauerne at tilkøbe bagage og sædevalg gennem AAS.

SAS introducerede i december måned sidste år muligheden for at reservere forudbestemte sæder på SAS Go på langdistanceruterne. De særligt eftertragtede sæder ved vindue og gang samt på steder i kabinen med ekstra benplads er det muligt at reservere gennem AAS.

“I SAS tror vi på, at rejsen kan gøres enklere. I en enklere rejse indgår de services, kunden umiddelbart har behov for, og derfor ikke behøver at forholde sig til – de skal bare være på plads. Skulle kunden have ekstra eller særlige krav til rejsen, kan de nemt tilvælges. I efteråret gav vi for eksempel kunderne mulighed for at tilkøbe lounge-adgang, når de checker ind på vores hjemmeside. Og nu har vi givet kunderne mulighed for at vælge favoritpladser på flyet, når de rejser oversøisk,“ siger Joakim Landholm, der er kommerciel direktør i SAS.

Nemmere for rejsebureauerne
Ifølge konsulentvirksomheden IdeaWorks Company kunne flyselskaberne i 2012 samlet indtægtsføre 27,1 mia. kroner på salg af tillægsydelser. Et område i vækst, da der var tale om en stigning på 19,6 procent i forhold til året før.

Lufthansa og Austrian er også nogle af de flyselskaber, der har tilsluttet sig AAS. Begge flyselskaber tilbyder via AAS at betale for sædereservation på samtlige flyvninger i Europa samt muligheden for at tilkøbe yderligere benplads på både kontinentale og interkontinentale flyvninger. Også Icelandair har netop udvidet produktudvalget gennem AAS. Nu er det blevet muligt at forudbetale for blandt andet bagageservice og sportsudstyr.

“Amadeus Airline Ancillary Services hjælper flyselskaber med at øge og udvide deres kundeservice på flere måder, for eksempel ved at skræddersy tilbud efter kundernes behov. Selv for rejsebureauerne er løsningen en stor fordel, fordi de slipper for at skulle besøge flyselskabets egen hjemmeside for at booke tillægsydelser. Bookingprocessen bliver væsentlig mere smidig,“ fortæller Jesper Söderström, der er administrerende direktør for Amadeus Scandinavia.

Den klare fordel for rejsebureauerne er således, at tillægsydelserne kan bestilles gennem bureauernes front-office system.