British Airways-fly i Billund Lufthavn (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

Stærk vækst i USA-rejsende fra Jylland

Udenrigsruterne voksede i oktober med tocifrede vækstrater i Billund og Aalborg, og i Billund Lufthavn er det især rejsende til USA, der repræsenterer væksten.

Efterårsferien har sat sine markante spor i flytrafikken fra lufthavnene i Billund og Aalborg.

Det blev således rent passagermæssigt den største efterårsferie nogensinde i Aalborg Lufthavn med 67.312 rejsende i ugerne 41 og 42. I weekenden op til efterårsferien var der næsten 21.000 passagerer gennem terminalen i den nordjyske lufthavn.

Nogenlunde enslydende melding kommer fra Billund Lufthavn, hvor den 14. oktober satte rekord med flere end 9.000 afrejsende passagerer, hvilket er flere end på de mest travle sommerdage.

Det er udenrigstrafikken, der i den grad sikrede væksten. I Aalborg Lufthavn var der 46.008 udenrigspassagerer i oktober måned, hvilket var en stigning på 38,1 procent i forhold til samme måned året før.

I Billund Lufthavn rejste 234.149 udenrigspassagerer gennem terminalen, og det var 13,2 procent flere sammenlignet med oktober 2016.

Stærk vækst i rejsende til USA
År til dato har flere end to millioner udenrigspassagerer benyttet Billund Lufthavn, og det er en samlet stigning på 13,5 procent, der er godt hjulpet på vej af en stærk vækst i rejser til oversøiske rejsemål som for eksempel USA.

”Flyselskaberne oplever stadig godt fyldte fly, hvilket betyder god lønsomhed for dem. Uanset om vi taler om lavpris, regionale- eller netværksflyselskaber er tendensen den samme – mange passagerer. Og netop i oktober har vi kunne se, at mange ferier har haft fjerne destinationer. Ikke mindst destinationer i USA synes at være blandt vestdanskernes foretrukne rejsemål,” siger Billund Lufthavns administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen.

Fra Billund er det muligt at flyve via ni forskellige hubs til hele verden og især USA. Der er tale om Amsterdam, Bruxelles, Frankfurt, Helsinki, Istanbul, København, London-Heathrow, Paris-CDG samt Reykjavik-Keflavik, hvorfra nationale flyselskaber med et stort rutenetværk kan bringe passagererne videre.

Tilbagegang i Aarhus Lufthavn
Mens rutetrafikken udviklede sig positivt i Aalborg Lufthavn, så var der i oktober tilbagegang på charter- og indenrigstrafikken med henholdsvis 21,1 og 2,2 procent færre passagerer i de to segmenter. Det oplevede man dog ikke i Billund Lufthavn, hvor chartertrafikken gik 7,5 procent frem, mens indenrigsruterne til København og Bornholm mistede 970 passagerer svarende til 7,3 procent.

Trods disse udsving var der samlet set fremgang i begge lufthavne i oktober. Billund voksede samlet med 10,6 procent til 339.820 passagerer, mens Aalborg Lufthavn fik en noget mere beskeden fremgang på 3,9 procent til 146.624 passagerer.

Mens der var fremgang i den nordlige og sydlige del af Jylland, så det anderledes ud på Djursland. Her måtte Aarhus Lufthavn notere en svag tilbagegang på 0,8 procent til samlet 36.253 passagerer. Det var tilbagegang i udenrigstrafikken og fremgang i indenrigs- og chartersegmentet, der skabte denne udvikling.

 

Relaterede artikler:

Udenrigstrafikken boomer i Aalborg Lufthavn

Billund hiver chartertrafik i plus

Ryanair debuterede i Aalborg Lufthavn

Stærk udenrigsvækst i Aalborg og Billund

x

Læs Også

Officielt: Billund får Boeing 737 MAX-rute i 2018

I begyndelsen af maj næste år vil Icelandair indsætte helt splinternye Boeing 737 MAX-fly på ruten fra Reykjavik til Billund.

Ryanair debuterede i Aalborg Lufthavn

Tirsdag formiddag landede det første Ryanair-fly i Aalborg Lufthavn, og de 160 passagerer blev trakteret med mad og drikke, inden den første flyvning.

Lufthansa overhaler KLM i Billund

For første gang nogensinde har Lufthansa i en enkelt måned flere passagerer i Billund Lufthavn end konkurrenten KLM.

Stærk udenrigsvækst i Aalborg og Billund

Den tocifrede vækst i udenrigstrafikken fra lufthavnene i Aalborg og Billund fortsætter, mens Aarhus Lufthavn fortsat har tilbagegang i dette segment.

Billund: Brug for åben debat om dansk infrastruktur

DEBAT: Investeringer i udviklingen af danske lufthavne bør komme fællesskabet til gavn, mener administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen fra Billund Lufthavn.

Aalborg Lufthavn ansætter ruteudvikler

Aalborg Lufthavns direktør overlader arbejdet med at tiltrække nye ruter og flyselskaber til lufthavnen til en nyansat ruteudviklingschef.