- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Stockholm-Arlanda lander A350-langdistancerute

Singapore Airlines åbner næste forår i samarbejde med SAS en rute fra Stockholm til Singapore med fem ugentlige afgange opereret med Airbus A350-fly.

Den 30. maj næste år kan Stockholm-Arlanda opdatere rutekortet med en ny destination. Det bliver Singapore i Sydøstasien, hvortil Singapore Airlines i samarbejde med SAS vil flyve fem gange om ugen.

Da SAS og Singapore Airlines for nogle år siden indgik et omfattende joint-venture samarbejde, blev der i korridorerne hvisket om en ny rute mellem Stockholm og Singapore, men i stedet blev beflyvningen af København-Singapore ruten udvidet fra tre til fem ugentlige afgange. Men nu får Stockholm omsider den længe ventede Singapore-rute.

Ruten er kommet i stand ved at Singapore Airlines har valgt at forlænge ruten mellem Singapore og Moskva-Domodedovo videre til den svenske hovedstadslufthavn. Samtidig med tilføjelsen af Stockholm har Singapore Airlines besluttet at opgradere fra de nuværende fire til fremover fem ugentlige afgange.

Selvom de svenske rejsende fremover kan flyve fra Stockholm via Moskva til Singapore er det hurtigere end at rejse til København og derfra flyve nonstop til Singapore. Rent faktisk er rejsetiden 45 minutter kortere ved at benytte den direkte rute fra Stockholm end at skulle via den danske hovedstadslufthavn.

Ruten vil afgå fra Stockholm på alle ugens dage med undtagelse af onsdag og søndag. Afgangstidspunktet med rutenummer SQ361 bliver kl. 10.20 med ankomst i Singapore den følgende dag kl. 06.15 lokal tid. Flyvningerne den modsatte vej finder sted på samme ugedage, hvor SQ362 forlader Singapore Changi-lufthavnen kl. 00.20 med ankomst i Stockholm-Arlanda kl. 08.25.

A350-oplevelse til Singapore
På den eksisterende rute mellem København og Singapore benytter Singapore Airlines Boeing 777-200, men på ruten fra Stockholm vil verdens mest moderne langdistancefly blive indsat. Det er nemlig Airbus A350-900, der skal benyttes på ruten.

Singapore Airlines fik den 3. marts 2016 leveret første Airbus A350-900 XWB. (Foto: Airbus)

Singapore Airlines fik den 3. marts 2016 leveret første Airbus A350-900 XWB. (Foto: Airbus)

”Vi har i flere år undersøgt mulighederne for en rute til og fra Stockholm, og vi er nu meget glade for at kunne præsentere den nye rute til den svenske hovedstad. Her får passagererne fornøjelsen af at flyve med vores nyeste fly, Airbus A350-900,” udtaler Goh Choon Phong, der er koncernchef hos Singapore Airlines.

Airbus A350-900 er hos Singapore Airlines indrettet med 253 sæder i en treklasses version. Der vil være 42 sæder på Business Class, 24 på Premium Economy Class  samt plads til 187 passagerer på Economy Class.

Med A350-flyet på ruten til Singapore, vil både Stockholm-Arlanda og Helsinki Lufthavn kunne tilbyde ruter med det populære langdistancefly fra Airbus. Finnair flyver dagligt fra Helsinki til Singapore og andre destinationer i Asien med A350´eren.

Moskva-rute i tillæg
Singapore Airlines er ligesom SAS medlem af Star Alliance, og de to selskaber har allerede et meget tæt samarbejde om ruten mellem København og Singapore, der opereres i et joint-venture samarbejde omkring samtlige flyvninger mellem Skandinavien og Singapore.

Udover ruten til Singapore får Arlanda også en ny rute til Moskva. I dag flyver Aeroflot to gange dagligt mellem Stockholm og Moskva, men det russiske flyselskab benytter den internationale Sheremetyevo-lufthavnen, mens Singapore Airlines vil flyve til Domodedovo-lufhavnen, hvorfra der er væsentligt bedre forbindelse videre ud i det russiske indenrigsnetværk. Singapore Airlines afventer dog de russiske myndigheders endelige godkendelse.

10 langdistanceruter siden 2013
Det var ikke uden stolthed, at Swedavias ledelse onsdag kunne offentliggøre nyheden om Singapore-ruten samt tillægsgevinsten med Moskva.

“Den nye flyrute til Singapore er resultatet af flere års intensivt arbejde, og det er en meget eftertragtet destination. For let at kunne komme til markederne i Asien er ruten til Singapore af stor vigtighed for forretningsrejsende. Tilgangen af Singapores store udbud af videredestinationer er vældigt eftertragtede hos de svenske privatrejsende,” siger Karl Wistrand, der er administrerende direktør for Swedavia.

Siden 2013 har Stockholm-Arlanda fået nye SAS-ruter til Hong Kong og Los Angeles, mens Norwegian har etableret ruter til New York-JFK, Fort Lauderdale, Las Vegas, Puerto Rico, Oakland, Los Angeles og Bangkok. Udover den nye Singapore-rute har Ethiopian Airlines også ændret ruten til Addis Ababa fra at være one-stop rute til at blive onestop fra foråret 2017.

 

Relaterede artikler:

Medie: Norwegian-rute til Singapore fra 2017

Singapore Airlines varsler CPH-oprustning

Singapore Airlines optimerer CPH-rute

Første joint-venture fly til Singapore

SAS: Stockholm-Singapore er ikke opgivet