Største passagerudvikling i seks år

Ifølge IATA steg den globale flypassagertrafik med 9,6 procent i januar måned, hvilket er den største stigning siden april 2011.

Det kan godt være de ikke alle sammen er lige gode til at tjene penge. Men passagererne strømmer i hvert fald til flyselskaber verden over. I et omfang, som ikke er set siden i mere end fem år. Det viser januar måneds passagertal for de 265 flyselskaber, som er med International Air Transport Association (IATA) og tilsammen står for mere end 83 procent af al kommerciel flyvning.

Flyselskabernes indtægter per passagerkilometer (RPK) steg således med 9,6 procent i januar i forhold til samme måned sidste år. Det er den største procentvise stigning i en måned i forhold til samme måned året før de seneste knap seks år.

IATA-flyselskabernes kapacitet steg med otte procent i januar og belægningsprocenten gik 1,2 procentpoint frem til 80,2 procent.

“2017 har fået en meget stærk start, med en efterspørgsel på et niveau, der ikke er set siden 2011. Dette understøttes af opsvinget i den globale økonomi og en tilbagevenden til et mere normalt miljø efter terror og politiske ”chokbegivenheder” i begyndelsen af 2016, “siger Alexandre de Juniac, generaldirektør i IATA, med henvisning til blandt andet terrorangreb i Paris og Bruxelles samt briternes beslutning om at forlade EU-samarbejdet.

Moderat fremgang i økonomien
Hvis man zoomer ind på de enkelte verdensdele, så var der fremgang i den internationale trafik over hele linjen med Mellemøsten og Asien i spidsen. Her steg indtægterne med henholdsvis 14,4 og 10,9 procent.

Europa var dog også pænt med. Her steg flyselskabernes indtægter per passagerkilometer med 8,3 procent i forhold til januar sidste år. Det var blandt andet drevet af moderat fremgang i økonomien i Eurozonen. Kapaciteten steg med 6,7 procent og belægningsprocenten gik 2,1 procentpoint frem til 80,3 procent.

De nordamerikanske flyselskaber havde den mindste vækst i efterspørgslen på international trafik med en vækst i passagerindtægterne på 3,2 procent i januar i forhold til for et år siden. Kapaciteten steg 3,1 procent og belægningsprocenten forblev på 80,3 procent. Væksten i traffiken over Atlanterhavet er blevet svækket siden midten af 2016. Det skyldes blandt andet at væksttempoet på ruterne mellem Storbritannien og USA er blevet sænket. Forklaringen på det skal formentlig et stykke henad vejen findes i usikkerheden forbundet med den kommende britiske EU-exit samt kombinationen af en lav kurs på britiske pund og en høj dollarkurs.

I Latinamerika og Afrika oplevede flyselskaberne en fremgang på henholdsvis 8,2 og 5,6 procent i passagerindtægterne per passagerkilometer i januar måned.

Kigger man på indenrigstrafikken i nogle af verdens største lande, så var der her i gennemsnit en fremgang på 9,9 procent, når man kigger på Australien, Kina, Brasilien, Indien, Japan, Rusland og USA under et. Størst var væksten i Indien, Kina og Rusland, mens der var tilbagegang i Brasilien.

 

 

Relaterede artikler:

Terror trækker Europa ned

Mangel på kapacitet giver højere priser

Dobbelt så mange flypassagerer om 20 år

x

Læs Også

SAS vil have milliarder tilbage fra CPH

SAS og en lang række andre flyselskaber mener de betaler 2,5 mia. kroner for meget i afgifter i Københavns Lufthavn. Nu går selskaberne til Trafikstyrelsen.

Flere ustyrlige passagerer i luften

Flyselskaber verden over oplever en stigning i antallet af uregerlige passagerer ombord. Selskaberne opfordrer lufthavnene til at hjælpe med at mindske problemet.

Dobbelt så mange flypassagerer om 20 år

Antallet af flypassagerer på globalt plan vil blive fordoblet og Kina vil blive verdens største luftfartsmarked i 2035, forudser IATA.

18 flyselskaber bød på SAS-kontrakt

Der var rigtig mange bydere, da SAS skulle finde et selskab til at operere otte regionale jetfly for sig. Solid økonomi og lyst til langsigtet samarbejde var med til at sikre irsk sejr.

Udskiftninger i toppen af international luftfart

Den internationale luftfartsorganisation IATA har fået ny generalsekretær og ny bestyrelsesformand.

ICAO vil indføre globalt flytracking-teknologi

På baggrund af to tragiske hændelser i luftfarten vil ICAO-organisationen under FN indføre global flytracking teknologi, så det altid vil være muligt at kunne følge et fly og dets bevægelser.