Air France A320-200. (Foto: Air France)

Stor fransk strejkeuge

Franske flyveledere indleder i dag en fem dage lang strejke og i morgen strejker jordpersonale og piloter hos Air France.

Man skal være forberedt på aflysninger og forsinkelser i større omfang end normalt, hvis man i dag og i de kommende fire dage skal flyve til og fra Frankrig eller henover det store land.

I dag indleder en stor del af flyvelederne i tre af Frankrigs kontrolzoner nemlig en fem dage lang strejke. Det er flyvelederne i kontrolcentrene i Brest, Bordeaux og Marseille, der strejker fra i dag kl. 05 til fredag kl. 19.

De franske luftfartsmyndigheder vurderer, at strejkerne vil berøre mellem en fjerdedel og en tredjedel af alle flyvninger til og fra det sydlige og vestlige Frankrig samt henover de områder. Dermed vil flyvninger mellem Danmark og Spanien, Portugal og De Kanariske Øer kunne blive påvirket i større eller mindre grad.

Myndighederne har i dagene op til strejken bedt flyselskaberne om at reducere antallet af flyvninger til og fra Frankrig. Air France garanterede fredag, at selskabet vil gennemføre 100 procent af sine langdistanceflyvninger, 99 procent af sine mellemdistanceflyvninger og 80 procent af sine indenrigsflyvninger. Der kan dog forekomme forsinkelser, advarede flyselskabet. Hos easyJet har man valgt på forhånd at aflyse 38 af sine franske mandagsflyvninger.

Ifølge Airlines for Europe (A4E) forventes op imod 1.000 flyvninger at blive aflyst, mens et ukendt antal flyvninger vil blive gennemført med forsinkelser.

Brokket sig højlydt
Flyvelederne er ikke de eneste i fransk luftfart, som nedlægger arbejdet i denne uge. Det planlægger jordpersonalet og nogle af Air France’s piloter også at gøre i morgen tirsdag.

Når strejkeugen er overstået går der kun godt en uge inden der strejkes igen. Fra lørdag den 18. marts til og med mandag den 20. marts planlægger en stor del af Air France’s kabinepersonale at strejke.

Flere flyselskaber med Ryanair i spidsen har gentagne gange brokket sig højlydt over de tilbagevendende strejker blandt især de franske flyveledere.

Finnair aflyser 17 flyvninger
Ved siden af de franske strejker, så bliver der også strejket mandag morgen i flere finske lufthavne. Det er medarbejdere hos flere finske ground handling-selskaber, der nedlægger arbejdet mandag fra klokken 3 til kl. 9. Finnair oplyste søndag, at det forventede at aflyse 17 flyvninger mandag morgen som følge af strejkerne i handling-selskaberne.

Der vil være tale om finske indenrigsflyvninger samt flyvninger mellem Helsinki og Gøteborg i Sverige, oplyser Finnair søndag.

 

Relaterede artikler:

Ny flyvelederstrejke i Frankrig

Ny pilotstrejke i Air France på vej

Flyselskaber: EU må gribe ind over for strejker

Franske flyveledere i strejke

Ryanair: Forbyd flyveledere at strejke