Stor vækst på Færøerne

Passagerantallet er steget med næsten ti procent i årets første ni måneder i Vagar Lufthavn på Færøerne, hvor man har sænket afgifterne for at gøre livet lettere for det lokale flyselskab.

En passagerfremgang på næsten 10 procent i forhold til samme periode sidste år. Det er hvad Vagar Lufthavn på Færøerne kan notere sig i årets første ni måneder. Her gik 219.918 passagerer gennem den færøske lufthavn sammenlignet med 200.314 passagerer. En fremgang på næsten 20.000 passagerer – svarende til 9,8 procent.

I september rejste 23.334 passagerer igennem lufthavnen og det er en fremgang på 9,6 procent.

“De rejsende har taget meget godt imod den nye terminal. De rejsende trives ved faciliteterne og den nye taxfreebutik er blevet en betydelig indtægtskilde til driften af lufthavnen og er en del af grundlaget for videre udbygning af Vagar Lufthavn,” siger Jákup Sverri Kass, direktør for Vagar Lufthavn.

Vagar Lufthavn har allerede besluttet, at udbygge parkeringspladsen, således at man går fra godt 380 parkeringspladser til omkring 900 parkeringspladser.

Sænket afgift
Et bedre indtægtsgrundlag har gjort det muligt for Vagar Lufthavn at sænke passagerafgiften fra 185 kroner til 165 kroner. Derudover har lufthavnen givet det lokale flyselskab Atlantic Airways store rabatter på de nye ruter til Edinburgh, Mallorca og Barcelona. Atlantic Airways har også fået en særlig rabat på de nye frekvenser på ruterne til Bergen og Reykjavik.

Vagar Lufthavnen har et godt samarbejde med Atlantic Airways og vil gerne fremme flere direkte ruter til og fra Færøerne. Derudover fortsætter arbejdet med at tiltrække andre operatører, som vil kunne tiltrække flere turister og fremme adgangen til og fra Færøerne på bagrund af en sund efterspørgsel af rejsende fra en række ubetjente ruter i Skandinavien og Europa.