Store gevinster ved at afskaffe afgifter

Hvis 10 europæiske lande afskaffede sine passagerafgifter, så ville indtægtstabet blive opvejet af nye indtægter fra øget vækst og beskæftigelse.

Selvom kun 10 ud af de 28 EU-medlemslande har en eller anden form for passagerafgift, så har afgifterne stor betydning for hele europæisk luftfartsindustri og turismeindustri.

Det er konklusionen i en analyse lavet af revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers for brancheorganisationen Airlines for Europe (A4E).

Øge turistindtjening
Revisionsfirmaet har regnet sig frem til, at hvis afgifterne blev afskaffet, så ville man kunne få 45 mio. flere ankommende passagerer og kunne øge turistindtjeningen med 12,5 mia. Euro – svarende til 93 mia. kroner – hvert år fra 2020.

Det ville kunne forbedre EU-landenes bruttonationalprodukt med 12 mia. Euro – svarende til knap 90 mia. danske kroner – om året fra 2020, stigende til det dobbelte i 2030.

PricewaterhouseCoopers peger på, at en afskaffelse eller reduktion af afgifterne ikke kun vil komme selve luftfartsbranchen til gode.

”Efter en afgiftsændring vil man typisk forvente at billetpriserne falder. Dermed vil de virksomheder, for hvem luftfart udgør en betydelig del af deres udgifter, også få gavn af ændringerne,” konkluderer revisionsfirmaet.

En afskaffelse af afgifterne ville også kunne generere 47.000 nye arbejdspladser i 2020 og 110.000 nye arbejdspladser i 2030.

”Disse job vil være spredt på tværs af sektorer og lande, selvom størstedelen af stigningerne vil blive fundet i sektorer relateret til turisme og i de lande, der afskaffer deres skatter,” fastslår PricewaterhouseCoopers.

Miste milliardindtægter
Østrig, Kroatien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Letland, Luxembourg, Norge og Storbritannien har i dag passagerafgifter. De 10 lande får tilsammen 6 mia. euro – svarende til 45 mia. kroner – ned i statskasserne fra passagerafgifter.

Landene behøver dog ikke være bange for at miste milliardindtægterne fra afgifterne.

”Mens lande ikke længere vil modtage skatteindtægter fra flypassagerafgifter, efter at de er ophævet, så vil skattelettelsen stimulere større forbedringer i makroøkonomiske resultater, herunder i beskæftigelse, produktivitet, lønninger og forbrug. Dette vil medføre en stigning i omsætningen fra arbejdsafgifter, sociale bidrag, produktskatter og overskudsskatter, der modregner tabet i direkte skatteindtægter,” understreger revisionsfirmaet.

Sverige har en plan om at indføre afgifter 1. januar næste år. Ligesom i flere andre lande, så ligger der bag miljøhensyn bag de kommende svenske afgifter. PricewaterhouseCoopers-rapporten forholder sig ikke til afgifternes betydning for miljøet og forbrugernes rejsemønstre.

 

Relaterede artikler:

Storbritannien vil hæve passagerafgift

Ny afgift kan betyde tab af 1,2 mio. flypassagerer i Norge

Ryanair: Bliver i Sverige trods flyskat

Flyskat kan slå lufthavne ihjel

Regering: Ingen flyskat i Danmark