- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Storkonflikt kan ramme luftfarten hårdt

Hvis et flertal blandt 500.000 privatansatte i dag stemmer nej til en ny overenskomst, så vil dansk luftfart blive sendt i knæ fra på tirsdag.

(Opdatering kl. 12:13) Et flertal stemte ja til overenskomsten.

Al flytrafik til og fra Danmark kan risikere at blive lammet fra på tirsdag, hvis et flertal blandt omkring 500.000 privatansatte stemmer nej til overenskomsten for 2017. I dag klokken 12.00 offentliggøres resultatet af afstemningen.

Blandt de, der i tilfælde af et nej vil skulle nedlægge arbejdet fra tirsdag den 25. april klokken 00.00, er alle bagagearbejdere organiseret i 3F, check-in medarbejdere organiseret i HK, flymekanikere organiseret i Dansk Metal samt sikkerhedspersonale organiseret i Serviceforbundet. Lufthavnene vil sandsynligvis kun få lov til at opretholde et nødberedskab indenfor brand- og redning, så det stadig er muligt at tage imod fly. Desuden vil en række ledere kunne forsøge at løse nogle opgaver.

I luften vil danske kabineansatte i SAS samt piloter og kabineansatte i flere andre selskaber også blive berørt af konflikten.

42 timer om ugen
Utilfredsheden med den nye overenskomst har især været stor blandt medlemmerne af fagforeningen 3F, som blandt andet organiserer bagagearbejderne i de danske lufthavne. Det er forslaget om at arbejdsgiveren kan bede medarbejderne arbejde op til 42 timer om ugen, som især har skabt røre. Hvis overenskomsten bliver vedtaget, bliver de ansatte i lufthavnene dog ikke omfattet af den regel.

Tilhængerne af et ja til den nye overenskomst sætter dog deres lid til, at især medlemmerne af HK og Metal vil sikre et ja. Normalt stemmer flere ja i de to fagforeninger end det er tilfældet i 3F.

Sjette ferieuge
Onsdag gennemførte medarbejdere i Billund Lufthavn en tre timer lang overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Hvis konflikten bliver en realitet og de omkring 500.000 lønmodtagere går i strejke på tirsdag, så vil der ikke være tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Det er nemlig en central del af den såkaldte ”Danske Model”, at man må strejke, hvis man ikke kan blive enige om nye overenskomster. Til gengæld er det overenskomststridigt at nedlægge arbejdet, når først overenskomsten er vedtaget – sådan som det var tilfældet i Billund onsdag.

Sidst Danmark blev ramt af en storkonflikt på arbejdsmarkedet var i 1998, hvor strejken startede samme dato, som det kan blive tilfældet i år. Mere end 450.000 lønmodtagere strejkede i 11 dage blandt andet i protest over ikke at have fået en sjette ferieuge – eller blot et par ekstra feriedage. Til sidst greb Nyrup-regeringen ind med et indgreb, der lå tæt op af det resultat, som havde været sendt til afstemning – og blevet nedstemt.

 

Relaterede artikler:

Strejke slut i Billund Lufthavn (opd.)

Storstrejke truer i Oslo Gardermoen