Strejke giver 30 nye bagagefolk

Udsigt til 30 nye kolleger og mulighed for at forhandle længere tid om opsigelse af lokalaftaler fik bagagemedarbejdere hos SAS tilbage til arbejdet efter strejke.

Omkring 150 handlingmedarbejdere i SAS Ground Handling nedlagde torsdag aften i sidste uge arbejdet og lammede SAS’ trafik ind og ud af Københavns Lufthavn i 2,5 time. Arbejdsnedlæggelsen var en reaktion på, at SAS fornylig har opsagt lokalaftaler for omkring 900 bagagemedarbejdere i SAS Ground Handling i Københavns Lufthavn. Lokalaftaler er aftaler, som forbedrer den grundlæggende overenskomst.

Efter opsigelsen har SAS-ledelsen og Ekspeditions Arbejdernes Klub, kaldet SGH-Klubben, indledt forhandlinger om nye justerede lokalaftaler. Forhandlingerne gik torsdag formiddag i hårdknude. Men et nyt forhandlingsudspil fra SAS torsdag aften var tilsyneladende det, som fik bagagemedarbejderne til at gå i arbejde igen.

”Efter en aftale med firmaet om at udsætte opsigelsen af lokalaftalerne med en måned samt et tilsagn om ansættelse af 30 nye kollegaer, gjorde (…), at kollegaerne valgte at genoptage arbejdet kl. 21.30,” skriver SGH-Klubben på sin hjemmeside.

Passer til behov
SAS holder dog fast i at opsige de eksisterende lokalaftaler for at kunne forhandle nye. SAS ønsker nemlig ikke, at vende 100 procent tilbage til den rå gældende overenskomst. Selskabet vil blot justere lokalaftalerne, så de passer bedre til selskabets behov.

”Vi har behov for at få løst et ressourceproblem. Vi vil gerne have flere handlingmedarbejdere på arbejde i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen. Til gengæld vil vi gerne have færre midt på dagen,” forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS til CHECK-IN.dk.

Med torsdagens udspil har parterne en frist frem til 1. oktober til at finde en løsning. Bagagemedarbejderne i SAS Ground Handling står for at laste og lodse fly for SAS, Lufthansa, Icelandair, LOT, Danish Air Transport samt en række andre selskaber i Københavns Lufthavn.