Strejker hos både SAS og Norwegian

SAS’ danske kabinepersonale fortsætter sin arbejdsnedlæggelse lørdag morgen. Samtidig er 70 Norwegian-piloter gået i strejke efter forhandlingssammenbrud i nat. Onsdag udvides Norwegian-strejken markant.

SAS’ danske kabinepersonale fortsætter lørdag morgen den strejke, som personalet indledte ved at gå til fagligt møde fredag formiddag efter et informationsmøde i deres fagforening, Cabin Attendants Union (CAU), om overflytningen af 147 SAS-stewardesser og -stewarder til Cimber i morgen søndag.

Kl. 6 lørdag morgen indledte kabinepersonalet et nyt fagligt møde på Hotel Hilton skråt overfor Københavns Lufthavns Terminal 3. Det har lørdag morgen ført til aflyste SAS-flyvninger fra Københavns Lufthavn på samme måde som det var tilfældet dagen igennem fredag, hvor blandt andet langdistanceflyvninger måtte aflyses.

Flyvninger opereret af Cimber og Jet Time på vegne af SAS samt flyvninger med SAS-personale fra selskabets baser i Oslo og Stockholm er ikke berørt af konflikten. Derfor gennemføres lidt under halvdelen af SAS-flyvningerne ud af Københavns Lufthavn.

700 i strejke onsdag
Samtidig er Norwegian blevet ramt af en pilotstrejke. Forhandlingerne om en ny overenskomst for over 700 Norwegian-piloter ansat i Norge, Sverige og Danmark brød nemlig sammen lidt over midnat, da den norske forligsmand, Riksmekleren, ikke så nogen mulighed for at få parterne til at nå til enighed.

70 piloter er udtaget til strejke fra lørdag morgen. Ingen af piloterne var vagtsat til at skulle arbejde i weekenden, så Norwegian forventer, at konsekvenserne af arbejdsnedlæggelserne for flytrafikken bliver begrænset.

Piloternes fagforening, Parat, annoncerede dog straks efter forhandlingssammenbruddet, at alle over 700 piloter vil gå i strejke fra på onsdag. Det vil sandsynligvis påvirke en meget stor del af Norwegians-flyvninger til og fra Københavns Lufthavn. Norwegians langdistanceruter med Dreamliner-fly til Bangkok og USA påvirkes dog ikke, da de opereres af Norwegian-personale med base i Bangkok. Et mindre antal ruter fra Spanien opereres desuden med personale fra Norwegians seks spanske baser.