Strejker under opsejling i Sydeuropa

Græske lufthavnsansatte samt ansatte i flere italienske flyselskaber og lufthavne planlægger at nedlægge arbejdet i den kommende uge.

Skal man til Italien eller Grækenland i den kommende uge, så kan man risikere at få sin rejse forstyrret af strejker blandt fly- og lufthavnspersonale.

I morgen planlægger flere tusinde ansatte i den italienske luftfartsbranche således at nedlægge arbejdet i mindst fire timer. Ansatte i luftfartsselskaberne Meridiana og Alitalia i Roms Fiumicino-lufthavn og i Milanos Malpensa og Linate lufthavne forventes at nedlægge arbejdet. Det samme gør sig gældende for flyveledere og luftfhavnsansatte i Milano Malpensa og Milano Linate.

Reddede landet fra bankerot
Fra mandag til lørdag i næste uge kan det gå hen og blive særdeles udfordrende at være flyrejsende i Grækenland. I hvert fald hvis flyveturen går til eller fra 14 regionale lufthavn inklusiv lufthavnene på turistøerne Santorini og Corfu. De ansatte i de 14 lufthavne planlægger nemlig at strejke i protest mod den privatisering af lufthavnene, som den græske regering har sat gang i. Den var en af betingelserne for at EU ville give Grækenland den økonomiske redningspakke, som sidste år reddede landet fra at gå bankerot.

Lufthavnene vil være åbne, men kun det allermest nødvendige personale vil være på arbejde.

De 14 lufthavne blev solgt til den tyske lufthavnsoperatør Fraport for omkring 10 mia. danske kroner og Fraport skal ved årsskiftet overtage driften af lufthavnene. Samtidig er de græske myndigheder gået i gang med at forberede privatiseringen af yderligere 23 regionale lufthavne.

 

Relaterede artikler:

Flyselskaber: EU må gribe ind over for strejker