Pilot i Bombardier CRJ900-fly. (Arkivfoto: Ralf Roletschek)

Strid om forhandlingsret for Cimber-piloter

Cimber er i gang med at forhandle nye overenskomster med selskabets piloter. Der forhandles med Cimber Pilot Union udenom Dansk Pilotforening.

Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem Cimber A/S og piloterne organiseret i Cimber Pilot Union (CPU), der er en del af Flyvebranchens Personale Union og dermed også LO.

Genstand for forhandlingerne er en ny overenskomst mellem selskabet og piloterne. Den eksisterende overenskomst, der udløber den 28. februar 2017, daterer sig tilbage til 2014 og er indgået af Dansk Pilotforening (DPF) på arbejdstagersiden, idet en række SAS-piloter på det tidspunkt var udlånt til Cimber, og hovedparten af disse piloter var organiseret i DPF, der organiserer langt den overvejende del af de danske SAS-piloter.

I mellemtiden er piloterne, der var udlånt fra SAS til Cimber vendt tilbage til moderselskabet, hvofor Cimber efterhånden har fået opbygget en egen crewbase med piloter og kabinepersonale. Derfor har Cimber i slutningen af 2016 opsagt overenskomsten til udløb og meddelt dette til DPF.

“Cimber ønsker at blive løst fra den nuværende kollektive aftale som følge af, at DPF fra foråret 2017 vil organisere et meget begrænset antal piloter i Cimber,” lyder det i en intern meddelelse fra Cimbers administrerende direktør Kent Hansen, som CHECK-IN.dk er kommet i besiddelse af. “Vi ønsker derfor at undersøge muligheden for at indgå en aftale med en mere repræsentativt dækkende organisation,” hedder det endvidere i meddelelsen.

Men DPF vil tilsyneladende ikke betingelsesløst acceptere at lade forhandlingsretten overgå til den konkurrerende CPU. Det sker trods det faktum, at maksimalt syv Cimber-piloter vil være organiseret i DPF den 1. maj i år, mens flere end 80 er medlem af CPU, som en del af Flyvebranchens Personale Union (FPU).

Kan ende med konflikt
Hos Cimber er der drøftelser i gang med kabine- og piloterforeningerne under Flyvebranchens Personale Union, selvom den nuværende pilotoverenskomst “tilhører” DPF.

”Vi har en overenskomst med FPU for de kabineansatte, og den er vi ved at drøfte en forlængelse af, og på pilotsiden har vi haft drøftelser med FPU for at se om der er grobund for en overenskomst der. Jeg synes, at det er en fuldstændig naturlig ting, at vi vender os derhen, hvor medarbejderne er organiseret. Det er ikke en konfrontation med Dansk Pilotforening, og samtidig er vi ikke længere en del af SAS-Gruppen,” siger Kent Hansen, der er administrerende direktør for Cimber A/S, der med virkning fra 1. februar blev solgt af SAS til irske CityJet.

Ligesom Cimber A/S finder det naturligt at søge at forhandle en overenskomst på plads med CPU som en del af Flyvebranchens Personale Union, synes modparten også at det er den rigtige løsning.

“Vi har en lang række medlemmer, der via et medlemskab hos os har et ønske om en overenskomst. Vi repræsenterer langt størstedelen af piloterne i Cimber, og de har naturligvis et ønske om at få indflydelse på deres egne vilkår. Vi er positive over for fremdriften i drøftelserne med Cimber,” siger Thilde Mortensen Waast, der er formand for Flyvebranchens Personale Union.

Hos Cimber er man klar over, at en konflikt i sidste ende vil være den eneste mulighed for at komme væk fra overenskomsten med DPF, hvis man ikke kan aftale sig ud af det. Det kan i værste fald betyde en lock-out, som derefter kan blive mødt med en strejke.

”Jeg tager det alvorligt, for det er de spilleregler, der gælder på markedet,” siger Cimber-direktøren.

CHECK-IN.dk har siden i torsdags gentagne gange via telefonopkald, sms og mail forsøgt at få en kommentar fra René Arpe, der er formand for Dansk Pilotforening. Men pilotformanden er tilsyneladende gået i flyverskjul.

 

Relaterede artikler:

Officielt: SAS sælger Cimber til CityJet

Cimber-piloter stifter egen forening

Pilotforeninger uenige om LO-medlemsskab

Arbejdsretten skal afgøre Cimber-overflytning