(Foto: Sierra Nevada Corporation)

Sun-Air drosler ned på Zürich-rute

Sun-Air har svært ved at få løbet sin nye rute fra Billund til Zürich ordentligt i gang. Selskabet efterlyser opbakning fra det jyske erhvervsliv.

Den 28. april havde Sun-Air premiere på sin nye rute mellem Billund og Zürich i Schweiz. En rute, som en række jyske virksomheder havde efterspurgt gennem længere tid. Men knap to måneder senere må selskabet erkende, at opstarten ikke har været så let.

Sun-Air startede ud med fem ugentlige returflyvninger på alle dage undtagen onsdag og lørdag. Men det har været svært at fylde flyene op og derfor er antallet af flyvninger allerede nu blevet reduceret til fire om ugen. Henover juli og august måned skrues i perioder helt ned til to flyvninger om ugen.

Via München
Fra september vil Sun-Air to dage om ugen lade flyet fra Zürich til Billund mellemlande i München, hvortil selskabet også flyver fra Billund. Det øger rejsetiden fra 1 time og 55 minutter til tre timer. På den måde kan Sun-Air slå to fluer med et smæk.

Mandagens aftenafgang og torsdagens eftermiddagsafgang fra Zürich vil således gå via München hjem. Fredagens eftermiddagsafgang og søndagens aftenafgang vil derimod gå direkte hjem til Billund.

”Ruten har ikke levet op til forventningerne. Belægningen har i gennemsnit ligget på omkring 50 procent. Den skal vi gerne have op på 65 procent,” forklarer kommerciel direktør i Sun-Air, Kristian Tvergaard.

Han efterlyser opbakning til ruten fra de jyske virksomheder.

”Vi håber naturligvis på øget opbakning fra det jyske erhvervsliv. Det er den eneste måde vi kan sikre direkte ruter ud af Jylland,” understreger Kristian Tvergaard.