Sun-Air Dornier 328JET (Foto: Oddgeir Tørresdal)

Sun-Air overvejer at genåbne Thisted-rute

Mindre konkurrence på København – Aalborg har fået Sun-Air til at overveje genåbning af Thisted-rute. Projektet er dog afhængigt af, at Thisted Kommune vil bruge 3 mio. på at opgradere lufthavnen.

Efter mere end seks års fravær kan erhvervslivet i Thy muligvis se frem til igen at få direkte flyforbindelse til København. Sun-Air har således lagt billet ind på landingstilladelser i Københavns Lufthavn, som skal gøre det muligt at åbne indenrigsruten København – Thisted fra sommerfartplanens ikrafttræden til marts næste
år.

Efter at Cimber Sterling forsvandt fra København – Aalborg er konkurrencen efter Sun-Airs opfattelse blevet mindre hård på den rute. Og det kunne give basis for at Thisted-ruten ville kunne have en chance.

”Konkurrencen på Aalborg-ruten er ikke så stor som tidligere. Derfor overvejer vi at åbne en Thisted-rute. Vi har således lagt billet ind på landingstilladelser i København, men den endelig beslutning om en ruteåbning er dog ikke truffet,” forklarer kommerciel direktør i Sun-Air, Kristian Tvergaard, til CHECK-IN.dk.

Sun-Air har tidligere fløjet på ruten med Jetstream 31 og Jetstream 41-turbopropfly, men hvis ruten bliver en realitet vil den blive befløjet med Dornier 328-jetfly med plads til 32 personer.

Ikke meget for at punge ud
Der er dog en forhindring, som skal ryddes af vejen inden ruteflyene igen kan lande i lufthavnen mellem Thisted og Hanstholm. Efter at ruten lukkede i februar 2007 er lufthavnens anflyvningsudstyr blevet nedgraderet, så det i dag ikke kan håndtere rutefly. Derfor er det nødvendigt at investere tre millioner kroner i at få genetableret udstyret. Thisted Lufthavn er ejet af Thisted Kommune, og her er politikerne umiddelbart ikke meget for at punge ud.

Politikerne overvejer hvad lufthavnen kan bruges til, men ruteflyvning står ikke højt på listen.

”I første omgang tænker vi ikke i fast ruteflyvning. Dels er det næppe realistisk, dels vil det koste en investering på godt tre millioner kroner, hvis anlægget igen skal modtage rutefly, siger Henning Holm, formand for Thisted Kommunes udvalg for miljø og teknik, til Nordjyske.

Han tilføjer, at kommunen for nogle år siden bandt fire millioner kroner i asfalt blandt andet for at sikre et brugbart anlæg.

Sun-Air har i forvejen et flyværksted med 20 ansatte i Thisted Lufthavn.

Foto: Oddgeir Tørresdal