SunCharter: Fokus på gæster og ikke vækst

Når Primo Tours den 1. januar overtager SunCharter vil der blive mindre fokus på vækst, hvilket kan betyde, at satsningen i Billund Lufthavn bliver mindre.

Den nordjyske charterarrangør SunCharter kunne midt i oktober på et stort anlagt pressemøde i Billund Lufthavn præsentere et oplæg på 20.000 rejser fra Jyllands største charterlufthavn i 2017. Med destinationer som Kreta, Golden Sands (Bulgarien), Alanya-Gazipasa, Korfu og Rhodos ville SunCharter tage kampen op med de etablerede charteraktører fra Billund Lufthavn, og herunder også Primo Tours.

Men sidenhen har Primo Tours indgået en aftale om at overtage SunCharter med virkning fra den 1. januar, således at de to brands samt Århus Charter fremover danner rammerne om Danmarks femtestørste charterkoncern.

Med overtagelsen forventer Primo Tours gennem det nye ejerskab at justere rejseprogrammet fra Billund Lufthavn.

“Der vil helt sikkert komme ændringer, men der ligger ikke en endelig plan endnu. Vi er sammen med de dygtige medarbejdere ved at lægge en ny plan for selskabet, hvor vi vil have fuld fokus på gæsterne og deres oplevelse i stedet for vækst,” siger administrerende direktør Bjarke Hansen fra Primo Tours til CHECK-IN.dk.

Dialog med samarbejdspartnere
Primo Tours ønsker også at udnytte de stordriftsfordele, der vil komme, når man skal producere 85.000 rejser om året. I dag er Danish Air Transport (DAT) det foretrukne flyselskab for Primo Tours og Århus Charter, mens SunCharter har valgt SAS til samtlige flyvninger. Kontrakterne for sommeren 2017 er allerede indgået, så der vil formentlig først komme ændringer i vinterprogrammet 2017/18.

Der er dog endnu ikke taget en beslutning om, hvorvidt man skal ud på markedet for at hente nye tilbud ind på flyvningerne.

“Det er for tidligt at sige noget om. Vi er lige nu i dialog med alle SunCharters samarbejdspartnere for at drøfte mulighederne i fremtiden,” lyder det fra Bjarke Hansen.

Samtlige tre charterarrangører udbyder i dag rejser til Tenerife samt Kreta og Rhodos, mens de hver især har destinationer med en særlig kundekreds. Det gælder for SunCharter til Alanya og Bulgarien (Golden Sands), mens Århus Charter har Cypern og Zakynthos som særlige rejsemål. Hos Primo Tours har et fast kundeklientel til Maldiverne, en række græske øer samt Porto Santo og Maderia.

 

Relaterede artikler:

Primo Tours køber dansk charterkonkurrent

Nordjysk charterselskab indtager Billund

SunCharter-vækst skal komme fra syd

SunCharter indgår aftale med SAS

Officielt: Primo Tours overtager Århus Charter