A340-300 fra Hi Fly hjalp Norwegian.

Svær langrute-opstart for Norwegian

Norwegians opstart af langdistanceruter har fået den værst tænkelige start. Siden i lørdags har der været forsinkelser på op til seks timer.

Al begyndelse er svær. Det gælder også for Norwegians opstart på langdistanceruterne. Torsdag eftermiddag i sidste uge blev det første fly under stor festivitas sendt afsted fra Oslo-Gardermoen lufthavnen med kurs mod New York J.F. Kennedy Airport.

De første fire afgange med Airbus A340-vikarflyet fra Hi Fly forløb nogenlunde planmæssigt, men siden i lørdags har der været forsinkelser på mellem to og en halv og seks timer på hver afgang.

Det viser de registrerede data for langdistanceflyvningerne indtil videre.

Rutedata Norwegian Long Haul
(30. maj – 3. juni 2013)

Dato Strækning Flight STD/STA ATD/ATA Delay
30.05.13 Oslo-New York DY7001 17:45 / 20:00 17:59 / 19:56 – 00:04
30.05.13 New York-Stockholm DY7006 21:30 / 11:05+1 22:59 / 12:23+1 + 01:18
31.05.13 Stockholm-New York DY7005 17:20 / 20:00 17:20 / 19:33 – 00:27
31.05.13 New York-Oslo DY7002 21:30 / 11:05+1 21:51 / 11.13+1 + 00:08
01.06.13 Oslo-Bangkok DY7201 14:50 / 06:50+1 16:45 / 09:23 + 02:33
02.06.13 Bangkok-Oslo DY7202 09:00 / 15.45 11:45 / 19:29 + 03:44
02.06.13 Oslo-New York DY7001 17:45 / 20:00 22:45 / 00:56+1 + 04:56
02.06.13 New York-Stockholm DY7006 21:30 / 11.30+1 03:38 / 17:15 + 05:45
03.06.13 Stockholm-New York DY7005 17:20 / 20:00 19:09 / 21:33 + 01:33
03.06.13 New York-Oslo DY7002 21.30-11.05+1 23.58-12.50+1** + 01:45

Note: STD / STA = Scheduled Time of Departure / Arrival, ATD / ATA = Actual Time of Departure / Arrival. **ETA = Estimated Time of Arrival

Forsinkelserne startede for alvor i lørdags inden afgangen fra Oslo til Bangkok. Her måtte det indlejede hvide Airbus A340-fly fra Hi Fly en tur i hangaren for blandt andet at få monteret et par store røde streamers med Norwegian-logoet på. Det skulle efter sigende være et myndighedskrav i Thailand.

Da flyet nåede til Bangkok med to og en halv times forsinkelse opstod der yderligere en forsinkelse under turnaround i den thailandske hovedstadslufthavn, idet der var problemer med at få leveret catering til tiden. Herudover blev flyet yderligere forsinket fra Bangkok til Oslo på grund af den tildelte rute. Således var Norwegians A340-fly næsten fire timer forsinket, da det ankom til Gardermoen søndag aften.

Denne forsinkelse akkumulerede sig yderligere på den videre flyvning til New York, således at flyet fra New York-JFK til Stockholm først forlod gaten kl. 03:38 mandag morgen lokal tid mod en planlagt afgang søndag aften kl. 21.30. Mandag eftermiddag ved 17.10-tiden ankom flyet så endeligt til Arlanda-lufthavnen ved Stockholm, og ved hjælp af en hurtig turnaround blev forsinkelsen reduceret til blot 1 time og 50 minutter, da returflyvningen til New York blev påbegydt..

“Vi har oplevet nogle indkøringsproblemer med indlejet fly og mandskab fra Hi fly, som desværre har ført til forsinkelser i weekenden. Vi har forståelse for, at det kan være frustrerende for de rejsende, men dette er forbigående indkøringsproblemer som ventes løst snarest,“ siger Norwegians informationschef Lasse Sandaker-Nielsen til CHECK-IN.dk.

Forsinkelser koster dyrt
Weekendens forsinkelser har allerede kostet Norwegian dyrt. Med fem stærkt forsinkede flyafgange skønnes op i nærheden af 1.000 passagerer at være blevet kompenseret med mad og drikke, hvilket hurtigt kan løbe op i et par hundrede tusinde kroner.

“Norwegians passagerer bliver altid kompenseret i henhold til de gældende regler, hvilket blandt andet betyder, at de naturligvis får mad og drikke, mens de venter,“ siger Lasse Sandaker-Nielsen.

Han tilfføjer samtidig, at man hos Norwegian ser frem til at indsætte selskabets egne Boeing 787 Dreamliners i august måned.