Ankommende fly i Københavns Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Svageste vintertrafikprogram i mange år

I søndags trådte flyselskabernes vintertrafikprogram i kraft med blot to nye ruter fra Danmark. For første gang siden 2007 er der ingen nye ruter fra CPH.

Da urene blev sat tilbage natten mellem lørdag og søndag og sommertiden ophørte, markerede det samtidig skiftet i flyselskabernes fartplaner. Vintertrafikprogrammet er således trådt i kraft søndag den 30. oktober.

Vinteren 2016/17 bliver noget speciel for Københavns Lufthavns vedkommende, hvor der for første gang siden 2007 ikke vil blive åbnet nye ruter. Der er heller ikke nye selskaber på eksisterende ruter, hvis man skal tro lufthavnens hjemmeside, hvor dette jævnligt opdateres. En ganske usædvanlig situation for en lufthavn, der alene i 2016 har øget passagertallet med samlet 9,9 procent ved udgangen af september måned.

I vintertrafikprogrammet 2015/16 blev der åbnet ikke færre end 11 ruter fra Københavns Lufthavn. Her stod der Ryanair på otte af ruterne, der gik til Skavsta, Charleroi, Budapest, Málaga, Alicante, Tenerife, Bologna samt Edinburgh. Estonian Air åbnede en rute til Örebro, mens Norwegian forsøgte sig med langdistanceruterne til San Juan og Las Vegas.

To “næsten-ruter”
Københavns Lufthavn er godt nok i stand til at producere en liste over ruter, der ikke var at finde i sidste års vintertrafikprogram. Men det er allesammen ruter, der er åbnet i løbet af sommerren og ikke egentlige nye ruter, der åbner ved det vintertrafikprogrammet start eller i løbet af perioden.

Det tætteste man således kommer på en ny vinterrute i CPH er SAS-ruten fra København til Miami, der åbnede den 29. september. Med lidt god vilje kan man tale om en rute, der er tyvstartet før vintertrafikprogrammets start. Ved den halvårlig opgørelse af nye ruter, der åbner i forbindelse med et trafikprograms start, medtager Københavns Lufthavn sædvanligvis heller ikke charterflyvninger.

Således er en ny charter-rute mellem Aqaba og København med jordanske Royal Wings, der åbner den 11. februar og flyver hver lørdag frem til den 22. april, heller ikke med i lufthavnens officielle opgørelse.

I øvrigt er definitionen, at der skal være mindst otte afgange i otte sammenhængede uger at kunne få påhæftet betegenelsen rute.

To Wizz Air-ruter fra Billund
Til gengæld kan Billund Lufthavn glæde sig over, at der er to nye ruteåbninger i den vestdanske lufthavns vintertrafikprogram. Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air vil flyve til Tuzla i Bosnien to gange ugentligt fra den 31. oktober samt til Bukarest fra den 16. december. Begge ruter opereres med selskabets Airbus A320-fly med plads til 180 passagerer.

Billund Lufthavn og de øvrige jyske lufthavne havde til gengæld ingen nye ruter på programmet i vinteren 2015/16.

 

Relaterede artikler:

CPH blev overhalet af europæiske konkurrenter

Over 25 nye ruter i sommerprogrammet

12 nye ruter fra Københavns Lufthavn