Svensk flyselskab går konkurs

På trods af massiv offentlig støtte kunne et virtuelt flyselskab med ruter til Lapland ikke klare sig.

Det er ikke altid lige nemt at drive flyselskab. Det kan man skrive under på hos det svenske selskab AG Travel, der står bag det virtuelle flyselskab Fly Lapland.

Siden oktober sidste år har selskabet drevet en flyrute fra Stockholm Arlanda til de to nordsvenske byer Arvidsjaur og Gällivare i Laplands-regionen. To daglige rotationer alle ugens dage undtagen lørdag med 70-110 personers fly, som andre selskaber har opereret for dem.

Passagerefterspørgslen var ganske fornuftig frem til maj måned. I sommermånederne holdt man også skindet på næsen, men man var ikke i stand til at sænke priserne på samme måde som konkurrenterne. I denne uge måtte AG Travel derfor erklære sig selv konkurs.

Hurtigere jetfly
Flyruterne til Arvidsjaur og Gällivare er egentlig berettiget til støtte fra den svenske stat. Men det kan kun løbe rundt, hvis man benytter mindre turbopropmaskiner. Det betyder til gengæld, at flyvetiden bliver væsentligt længere. Ti lokale forretningsfolk ville det anderledes. De ville have hurtigere og mere komfortable jetfly på ruten.

Derfor stiftede de AG Travel, etablerede Fly Lapland og fik i første omgang Estonian Air til at betjene ruten med et CRJ700 regionalt jetfly med plads til knap 70 passagerer. Det selskab gik imidlertid konkurs i november 2015. Derfor overtog Danish Air Transports litauiske datterselskab, DOT LT, betjeningen med et ATR72-turbopropfly med plads til 66 passagerer.

Det setup holdt kun ganske kort indtil Fly Lapland fik bulgarske Carpat Air til at stille op med et ældre Fokker 100-fly med plads til knap 100 passagerer. I sommerperioden blev antallet af udbudte sæder reduceret, da det nye estiske flyselskab Nordica overtog med et CRJ700-fly.

Fem mio. i støtte
På trods af at folkene bag Fly Lapland havde en ambition om at drive det på kommercielle vilkår, så nåede selskabet at modtage i alt fem mio. svenske kroner i støtte fra kommunerne i Gällivare og Arvidsjaur samt landstinget i Norrbotten.

Fly Lapland havde et codeshare-samarbejdede med det svenske flyselskab Nextjet. Det selskab overtager ruten til Arvidsjaur. I første omgang med ATP-turbopropfly, men på sigt med jetfly. Ruten til Gällivare skal de svenske transportmyndigheder nu finde en ny operatør til, som ønsker at drive ruten med støttekroner i ryggen.

 

Relaterede artikler:

Svensk flyselskab får nye ejere