Swiss fortsætter oprustning på CPH-ruter

Swiss indsætter to ekstra ugentlige flyvninger mellem CPH og Zürich i sommerhøjsæsonen. Det følger i kølvandet på annonceringen af ny rute mellem Genève og København.

Det schweiziske luftfartsselskab Swiss har fået blod på tanden i forhold til det danske marked. Først annoncerede selskabet, at det fra på fredag går ind på ruten mellem Genève og København med seks ugentlige afgange.

Og nu sætter selskabet yderligere fut under sin danske ekspansion og introducerer yderligere to ugentlige rotationer mellem København og selskabets trafikknudepunkt i Zürich. Der bliver tale om en eftermiddags-/aftenrotation lørdag og en rotation magen til om søndagen i sommerhøjsæsonen fra 5. juli indtil 31. august. De to nye afgange bringer Swiss op på at have 29 ugentlige flyvninger mellem København og Zürich.

De to nye frekvenser lanceres samtidig med to lignende rotationer mellem Zürich og Stockholm lørdag og søndag formiddag. Hermed kommer Swiss op på 26 ugentlige flyvninger mellem de to byer.

Tilbage igen
Flyvningerne fra København kommer i Zürich til at passe godt til Swiss’ flyvninger videre til destinationer som Barcelona, Rom, Milano og Moskva. For passagerer på flyvningerne fra Stockholm er der mulighed for at ramme fly videre til destinationer som New York Newark, Lyon, Rhodos, Kos, Bodrum og Barcelona.

De nye frekvenser vil blive fløjet med Airbus A320. Om søndagen vil der med stor sandsynlighed ofte være tale om, at det samme fly først tager en rotation mellem Zürich og Stockholm efterfulgt af en rotation til København og tilbage igen.

Den nye rute mellem Genève og København kommer i kølvandet på etableringen af lignende nye ruter fra Genève til Stockholm, Oslo og Gøteborg. Ruten vil blive opereret med et Airbus A319-fly med 108 sæder, hvoraf de 60 er på Business Class. Flyet afgår fra Genève kl. 13.10 alle ugens dage med undtagelse af lørdag og returnerer fra København kl. 15.50. SAS flyver fra København til Genève kl. 08.50 og kl. 17.15 på alle dage undtagen lørdag. SAS benytter også Airbus A319-fly, der er indrettet med 135 sæder i en all-economy version, der omfatter serviceklasserne Go og Plus.

Til Havana og Las Vegas
Swiss planlægger også i de kommende måneder at åbne nye ruter fra Zürich til Palermo på Sicilien og Thessaloniki i Grækenland. I samarbejde med søsterselskabet Edelweiss vil Swiss desuden til maj åbne nye ruter til Edinburgh i Skotland, Havana på Cuba og den amerikanske spilleby Las Vegas.

Swiss er en del af Lufthansa-koncernen, der i øjeblikket er ved at lægge mere og mere afstand til SAS, som især Lufthansa har arbejdet tæt sammen med tidligere. Oprustningen på Zürich-ruten, som SAS også flyver på, kommer kun kort tid efter at Austrian, der også er en del af Lufthansa-familien, opsagde alle codeshare-aftaler med SAS på flyvninger mellem Wien og Skandinavien. Sidste år afsluttede SAS og Lufthansa et tæt joint venture-samarbejde, der havde eksisteret i over 18 år.