Swiss indsætter nye Boeing 777-fly

I løbet af det kommende vintertrafikprogram vil Swiss indsætte helt nye 340-sæders Boeing 777-300ER langdistancefly. Det nye fly debuterer på New York-ruten.

Gennem de sidste mange år har Lufthansa-datterselskabet SWISS foretrukket langdistancefly fra Airbus. I dag har det schweiziske flyselskab 29 langdistancefly af typerne A330 og A340.

Men i slutningen af året får Swiss leveret det første af i alt ni nye langdistancefly af typen Boeing 777-300ER. Dermed er den amerikanske flyproducent kommet inden for i varmen hos schweizerne.

Det første fly, der får registreringen HB-JNA, vil blive leveret i slutningen af 2015 og vil blive indsat på ruten fra Zürich til New York fra den 1. februar 2016. Herefter er det planen, at flyene i takt med leveringen skal benyttes på de længere langdistanceruter til San Francisco, Los Angeles, Sao Paolo, Bangkok og Hong Kong.

Boeing 777-flyet vil blive indrettet med 340 sæder i en treklasses konfiguration med otte sæder på First Class, 62 på Business Class og 270 sæder på Economy Class. Det vil svare til en kapacitetsudvidelse på mellem 44 og 55 procent, da A330´erne og A340´erne i dag har plads til henholdsvis 236 og 219 passagerer.

Edelweiss til Havana
Udover introduktionen af Boeing 777 i vintertrafikprogrammet vil Swiss også øge antallet af flyvninger fra Zürich til Sao Paulo og Miami. Fra december vil der således være 10 ugentlige flyvninger til den brasilianske storby, mens der 14 gange om ugen vil blive fløjet mellem Zürich og Miami.

Udvidelse på langdistanceruterne sker ikke alene hos Swiss, men også hos søsterselskabet Edelweiss, der primært flyver til en række oversøiske fritidsdestinationer i vinterhalvåret.

Edelweiss fortsætter med de gamle klassikere som Maldiverne, Cape Town og Phuket, men der bliver også plads til Havana på Cuba som rutenyhed. Her vil Edelweiss flyve to gange ugentligt med Airbus A330-fly.

Samlet flyver Swiss i det kommende vintertrafikprogram til 105 destinationer i 49 lande fordelt på 79 i Europa og 26 interkontinentalt.