Tåge skaber flykaos i Europa

Tågen driller stadig flytrafikken i Europa. Der er op til tre timers forsinkelser på flyvninger til Amsterdam og tre andre storlufthavne, og mange afgange aflyses.

En tyk tåge har lagt sig over det sydlige Storbritiannien, Holland, Belgien, Frankrig samt det nordvestlige Tyskland.

Det medfører store forsinkelser og massive aflysninger hos flyselskaberne.

SAS oplyser her til morgen, at der er gennemsnitligt to og en halv times forsinkelse til Amsterdams Schiphol lufthavn, mens forsinkelserne til Bruxelles er på en time og 20 minutter samt en time til henholdsvis Paris-CDG og London-LHR.

Hvis vejrforholdene ikke forbedres i løbet af dagen vil SAS være nødsaget til at annullere flere flyvninger.

“Vi har haft nogle mindre forsinkelser til London her til morgen, mens vi har måttet aflyse en returflyvning til Amsterdam. Vi afventer, hvordan situationen udvikler sig,“ siger kommunikationskonsulent Anna Nielsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Kaos i Schiphol Lufthavn
Amsterdam-Schiphol er i øjeblikket hårdest ramt. Et fly fra Aalborg Lufthavn til Amsterdam har ventet på at komme afsted siden kl. 06.05 i morgen og kom først i luften kl. 09.40 med over tre en halv times forsinkelse.

Fra Billund Lufthavn har KLM aflyst afgangene kl. 10.15 og kl. 14.05, mens KLM tilsvarende har måttet aflyse flyvninger fra København til Amsterdam kl. 10.00 og kl. 11.30.

SAS har været nødsaget til at aflyse afgangen fra København til Amsterdam kl. 08.15, mens flyvningen til Düsseldorf kl. 11.40 også vil være aflyst.

Lufthavnene opfordrer passagerene til at kontakte de respektive flyselskaber for at finde ud af, hvorvidt afgangene til og fra de berørte lufthavne vil blive gennemført.

Den europæiske flyveledelse Eurocontrol forventer, at der vil være 21.053 flyvninger over Europa i indeværende døgn. Heraf var 3.348 fly landet kl. 10.00, mens 3.852 var i luften. Samlet er der kl. 10.00 akkumuleret forsinkelser, der svarer til 90.894 minutter i dag, hvoraf 94 procent kan henføres til vejret.