TDC udnytter finsk luftfartsstrejke

Telegiganten TDC vil udnytte den finske luftfartsstrejke til at gøre opmærksom på selskabets løsninger til videokonferencer. Kunderne tilbydes omkostningsfrit at prøve en videokonference i TDC´s lokaler i Helsinki, Stockholm, Oslo og København.

Den danske telegigant fisker igennem sit svenske datterselskab i rørte vande. TDC udnytter nemlig strejken hos kabinepersonalet i de finske luftfartsselskaber til at introducere selskabets løsninger til videokonferencer til kunderne.

Finnair måtte onsdag aflyse omkring 200 flyvninger, hvilket berørte omkring 10.000 passagerer. Herudover har det SAS-ejede selskab Blue 1 aflyst omkring en tredjedel af selskabets afgang p.g.a. strejken hos de kabineansatte.

TDC benytter konflikten til at tilbyde kunderne mulighed for uden omkostninger at prøve at afholde en videokonference i TDC ´s lokaler i Helsinki, Stockholm, Oslo og København.

Ifølge undersøgelser hos TDC kan hvert fjerde møde afholdes virtuelt. Og et videomøde er et eksempel på en måde at mødes i det virtuelle rum.

“Vi ser dette som en mulighed for at endnu flere får øjnene op for de store fordele ved videokonferencer. Et møde med Cisco TelePresence udstyr er det nærmeste man kan komme et naturligt møde, og TDC er et af de eneste selskaber i Sverige, der kan tilbyde denne markedsledende konferenceteknik,“ siger Lars Schön, der er TDC´s salgsansvarlige for videokonferencer på det svenske marked.

Ifølge Lars Schøn kan møderne omkostningsfrit bookes så længe strejken hos det finske kabinepersonale står på. Når strejken afsluttes, vil allerede foretagne reservationer blive honoreret.

“Videokonferencer har aldrig problemer med landingsbaner, vejrlig og strejker – teknikken fungerer uanset klimaet og arbejdsmarkedsspørgsmål. Heruodver sparer man penge og ikke mindst tid,“ fortsætter Lars Schön.

Hvad TDC nok ikke har opdaget er, at Finnair har besluttet at opretholde flyvningerne mellem Helsinki og henholdsvis København og Stockholm, så længe konflikten står på. Derfor kan TDC´s svenske kampagne mangle en smule nødighed, når man trods alt kan flyve nogenlunde normalt på de destinationer, der indgår i den aktuelle kampagne.

Foto: TDC i Sverige tilbyder kunderne at afholde videokonferencer i TDC´s lokaler i de nordiske hovedstæder, så længe den finske luftfartskonflikt står på.