Thomas Cook-aktien på rutsjetur

Harriet Green forlader med øjeblikkelig virkning posten som koncernchef hos Thomas Cook Group. Den chokmelding barberede onsdag 18 procent af selskabets børsværdi.

Britiske Thomas Cook Group, der blandt andet ejer Spies i Danmark, kunne onsdag offentliggøre et årsregnskab med et fald i omsætningen på otte procent til knap 8.6 mia. britiske pund eller godt 81 mia. danske kroner.

Koncernens årsrapport fra 1. oktober 2013 til 30. september 2014 viste et tab på 115 mio. pund (ca. 1,1 mia. danske kroner) mod 213 mio. pund året forinden

Resultatet eropnået i et udfordrende marked og midt i en igangværende turnaround. Samtidig med offentliggørelsen af årsregnskabet blev det kendt, at koncernchef Harriet Green forlader koncernen med øjeblikkelig virkning. Hun bliver erstattet afden hidtidige koncerndriftsdirektør Peter Fankhauser.

Da Harriet Green overtog styrepinden i Thomas Cook Group for to år siden, var det et vingeskudt selskab, hun skulle stå i spidsen for. Markedsværdien var på blot 148 mio. britiske pund, og da hun i går forlod chefkontoret var selskabets børsværdi vokset til over to mia. pund.

Hun fik da også følgende ord med på vejen fra Frank Meysman, der er bestyrelsesformand hos rejsegiganten.

“Harriet Greet har haft en meget positiv indflydelse på vores virksomhed. Vi er kommet stærkere ud af hendes transformationsproces med en klar strategi, en verdensklasses ledergruppe, et opdateret brand og et fornyet fokus på kunderne. Den plan hun har udtænkt skal nu vise sin effekt, og den nye koncernchef Peter Fankhauser vil styre selskabet fremad i vort fokus på at vinde det kommercielle slag mod de andre rejsearrangører.“

Nyheden om Harriet Greens afgang afstedkom voldsomme reaktioner på Londons fondsbørs. Thomas Cook-aktien blev sendt til tælling med et fald på ikke mindre end 18 procent.

Lavprisflyselskaber presser i Norden
Spies i Danmark indgår i den store rejsekoncern under Thomas Cook Northern Europa. Her blev der realiseret et driftsresultat på 1.129 mio. svenske kroner, hvilket er det bedste resultat nogensinde trods en omsætningstilbagegang på fire procent.

Thomas Cook Northern Europe udgør en betydelig del af forretningen med 13,4 procent af koncernomsætningen.

I årsrapporten hæfter man sig ved, at markedssituationen har været udfordrende i Norden, idet lavprisflyselskaberne har øget presset på indtjeningen. Herudover har det spillet ind, at vinterrejserne til Egypten måtte afbrydes samtidig med, at der var en markant overkapacitet på flyrejser til Gran Canaria.

Hos Spies i Danmark var resultatet i 2013/14 lidt svagere end det foregående år.

“Markedssituationen har sat vores marginaler i selve rejsearrangørvirksomheden under pres, men vi har trods det lykkedes med at lave et segmenteret resultat på 136 mio. kroner mod 154 mio. kroner i den foregående periode. Vi har fyldt vores fly til 99 procent, og ved at vi kontrollerer hele rejsekæden med fly, hotel og service på rejsemålet, har Spies kunnet bidrage til det historisk bedste resultat for vores nordiske forretning,“ siger direktør Jan Vendelbo fra Spies.

Thomas Cook Northern Europa havde i regnskabsåret 2013/14 i alt 1,5 mio. rejsende ud af samlet 7,2 mio. i hele koncernen.