(Foto: Oslo Lufthavn)

To timers strejke i Norge vil forstyrre flytrafikken

Norges største lufthavne vil onsdag eftermiddag blive påvirket af en landsdækkende strejke.

Rejsende, der planlægger at flyve til eller fra en lang række norske lufthavne onsdag eftermiddag, gør klogt i at kontakte deres flyselskab og checke om flyene nu også flyver.

Tre af Norges største fagforeninger har nemlig annonceret en to timer lang strejke over hele landet onsdag mellem kl. 14 og 16. En strejke, som også vil berøre mange norske lufthavne.

Avinor, der driver langt hovedparten af Norges lufthavne, oplyser, at strejken blandt andet vil påvirke Norges fire største lufthavne Oslo Gardermoen, Bergen Flesland, Stavanger Sola og Trondheim Værnes. Alle fire lufthavne vil i de to timer strejken varer kun være i stand til at tage imod ankommende fly. Ingen fly vil kunne afgå fra de fire lufthavne.

Lukket i en time
I alt vil 21 af de 46 lufthavne, som Avinor driver, blive påvirket. En enkel lufthavn, den lille Førde Lufthavn, vil være lukket den første time af strejken. De øvrige tyve lufthavne vil kun tage imod ankommende fly og ikke sende fly afsted i det tidsrum, som strejker finder sted i.

Det er fagforeningerne LO, YS og Unio, der står bag den landsdækkende arbejdsnedlæggelse. Det sker i protest mod en ny arbejdsmiljølov.