Travl sommer hos DAT

En tur til Afrika og flere flyvninger til Ukraine med fodboldhold er noget af det, som har holdt Danish Air Transport beskæftiget i sommerugerne ved siden af de normale charterflyvninger sydpå.

Sommerugerne fra midten af juni til midten af august er den absolutte højsæson for danske flyselskaber som Jet Time, Primera Air, Thomas Cook Airways Scandinavia og Danish Air Transport. Det er her solhungrende danskere, nordmænd, svenskere, finner og islændinge i stor stil skal flyves sydpå til sol og varme på De Kanariske Øer, langs Middelhavet og i Egypten.

Hos Danish Air Transport har der dog også været tid til at løse andre opgaver for folk med et pludseligt behov for flykapacitet. Og det har især været fodboldklubber, som havde behov for at komme hurtigt frem og tilbage til en kamp mod en udenlandsk klub i en af de europæiske klubturneringer.

Således fløj Danish Air Transport i slutningen af juli først FC København til Ukraine til en kamp. Og derefter Brøndby IF til Belgien til en anden kamp. Begge hold fløj i ATR72-turbopropfly.

Og da de europæiske fodboldturneringer er bygget således op, at holdene møder hinanden over hele Europa indenfor 2-3 spilledage, så havde Danish Air Transport også to andre fodboldflyvninger i disse dage. Den ene var med ATR72-fly fra Molde i Norge, hvor den lokale fodboldklub ligesom FCK havde trukket en modstander fra det uroplagede Ukraine. Hos fodboldklubben Rosenborg fra Trondheim i Norge gik turen til Tyrkiet ombord på DAT’s MD-87 fly.

En uge før havde DAT fløjet det skotske fodboldhold Aberdeen til Holland til europæisk bold.

Til Afrika
Det var dog ikke kun fodboldspillere, trænere og massører, der tog plads i Danish Air Transports fly på de ad hoc-opgaver, som selskabet udførte i sommervarmen. Flere Esbjerg-baserede virksomheder havde behov for at få fløjet mandskab frem og tilbage mellem den danske olie- og vind-hovedstad og andre byer, hvor virksomhederne har opgaver.

Mest eksotisk opgave ved siden af flyvningerne til Kreta, Tyrkiet og Egypten, som primært blev udført med det ene af de to Airbus 320-fly, som Danish Air Transport har anskaffet, var en flyvning til Afrika. Destinationen var nærmere bestemt Pointe-Noire i Congo på Afrikas vestkyst. En skibsbesætning skulle flyves fra Paris til havne- og oliebyen Pointe-Noire. En opgave, som DAT’s arbejdshest, MD-87 flyet, tog sig af.