Tre nye ruter mellem Kina og Europa

Fremover bliver det muligt at flyve direkte fra Europa til Wenzhou i provinsen Zhejiang. Det sker som led i en international ekspansion hos China Eastern.

Antallet af direkte nonstop-ruter mellem Europa og Kina vokser. Ikke alene har de europæiske flyselskaber et godt øje til det kinesiske marked og de vækstmuligheder, der ligger. Men på det seneste er de kinesiske flyselskaber også begyndt at røre på sig.

Således også Eastern Airlines, der planlægger at åbne 13 internationale ruter i løbet af første halvår 2016, heraf tre ruter til Europa.

Søndag den 27. marts flyver China Eastern for første gang mellem Rom-Fiumicino lufthavnen og Wenzhou i Zhejiang-provinsen. Der er omkring 1,5 mio. indbyggere i det centrale Wenzhou og flere end syv mio., hvis forstæderne medregnes.

China Eastern vil flyve to gange om uge med fly af typen Airbus A330-200. Den 2. april åbner selskabet med tre ugentlige afgange mellem Prag og Shanghai – også med Airbus A330-fly. Herudover åbnes og en rute mellem Amsterdam og Shanghai, som SkyTeam-kollegaen China Southern i øjeblikket også betjener.

skal vælge A350 eller Dreamliner
De tre europæiske destinationer synes valgt med omhu. China Eastern tilhører SkyTeam-alliancen, hvis medlemmer er blandt andet Alialia, Czech Airlines og og KLM, således at der flyves ind til lufthavne, der har et stærkt lokalmarked samt fødetrafik fra det pågældende flyselskab.

Udovover de tre europæiske ruter åbner China Eastern også på Hangzhou-Osaka, Hangzhou-Shizuoka, Beijing-Bangkok, Chengdu-Langkawi, Ningbo-Phuket, Wenzhou-Bangkok, Guangzhou-Laoag, Jinan-Seoul samt Shanghai-Chicago.

Det kinesiske flyselskabs bestyrelsesformand Liu Shaoyang sagde i sidste uge ifølge Air Transport World, at ruteøkonomien på de internationale ruter var blevet stærkt forbedret i 2015. For første gang nogensinde var der balance i økonomien på ruterne mellem Kina og USA.

Ved udgangen af 2015 havde China Eastern i alt 561 fly i flåden. Selskabets direktør for udvikling og planlægning Guo Lijun har løftet sløret for, at det kinesiske SkyTeam-selskab i løbet af kort tid vil vælge enten Airbus A350-900 eller Boeing 787-9 til selskabets fremtidige medium- og langdistancefly til levering i løbet af de kommende fem til 10 år.