Truer med at forlade alliance

Efter godt halvandet års medlemsskab truer Qatar Airways nu med at forlade oneworld-alliancen efter American Airlines angreb på sandkasseselskaber som Qatar Airways.

Den bitre strid mellem de tre fremadstormende mellemøstselskaber Emirates, Etihad og Qatar Airways på den ene side og en række store amerikanske flyselskaber på den anden side, ser ud til at fortsætte.

Således truer Qatar Airways’ koncerndirektør, Akbar Al Baker, nu med at selskabet melder sig ud af oneworld-alliancen. En alliance, som selskabet blev medlem af for godt halvandet år siden.

Et af de toneangivende medlemmer i oneworld-alliancen er American Airlines, der også er en af de mest højlydte kritikere af mellemøstselskaberne i den verserende krig på ord om hvorvidt Emirates, Etihad og Qatar Airways lever højt på ulovlig statsstøtte.

Og den dobbeltrolle irriterer Akbar Al Baker.

“Der er ingen grund til at vi skal være i oneworld, hvis et flyselskab, som inviterede os indenfor, idag går imod os,“ siger Akbar Al Baker til Wall Street Journal.

Blankt afvist tanken
Qatar Airways er det første og indtil videre eneste af de tre selskaber, som har tilsluttet sig en af de tre store globale luftfartsalliancer. Det skete ved et storstilet arrangement i Doha i Qatar. Emirates har gentagne gange blankt afvist tanken, mens Etihad gennem opkøb af ejerandele i luftfartsselskaber over hele verden er ved at skabe sin egen fjerde alliance.

Akbar Al Baker fremsatte sin trussel om oneworld-exit under den internationale luftfartsorganisation IATA’s årlige kongres, som afvikles i Miami i disse dage. Debatten om statsstøtte eller ej til de tre mellemøstselskaber har bølget frem og tilbage gennem flere måneder. Emnet var ikke på dagsordenen ved IATA-kongressen.

Men det forhindrede ikke Akbar Al Baker i at bringe emnet på banen. Han opfordrede til, at IATA’s 240 medlemmer i kor skulle udtrykke bekymring over de opfordringer til protektionisme, som Akbar Al Baker mener kommer fra kredse i både USA og Europa.
Kongressens formand, American Airlines-boss Doug Parker, valgte at ignorere Akbar Al Bakers opfordring.

Den handling fra oneworld-kollegaen har tilsyneladende udløst truslerne om oneworld-exit, ligesom Qatar Airways anklager American Airlines for at blokere for, at Qatar Airways kan anvende sine nye Airbus A350XWB-fly på ruten mellem Doha og New Yorks JFK-lufthavn.

​Den hollandske regering slog fornylig fast, at der ikke ville blive bevilget flere landingstilladelser til Emirates, Etihad of Qatar Airways i Amsterdam Schiphol-lufthavn, før at anklagerne om ulovlig statsstøtte er undersøgt til bunds.

Akbar Al Baker i midten ved Qatar Airways’ optagelse i oneworld i oktober 2013.