Turkish Airlines bekræfter jysk ruteudvidelse

Fra den 29. april næste år udvider Turkish Airlines med to ugentlige afgange på trekantsruten mellem Istanbul, Aalborg og Billund.

I Billund Lufthavn har man direkte flyruter til fire ud af Europas fem største lufthavne, mens Aalborg Lufthavn må nøjes med to ruter til den europæiske lufthavnstop.

Fra den 29. april næste år udvides der fra begge jyske lufthavne til Istanbul-Atatürk International Airport, der er den femtestørste i Europa med over 45 mio. passagerer i 2012 og tocifrede årlige vækstrater.

Det er Turkish Airlines der har valgt at satse yderligere på det jyske marked siden man i sommeren 2012 etablerede sig med tre ugentlige afgange på trekantsruten fra Istanbul til Aalborg og Billund. Det tyrkiske flyselskab indsætter fra slutningen af april to ekstra ugentlige frekvenser på ruten.

I modsætning til den nuværende fartplan, hvor der flyves direkte fra Istanbul til Aalborg og derfra videre til Billund, inden tilbageturen til den tyrkiske storby, så vil de to ekstra ugentlige afgange gå direkte fra Istanbul til Billund og derfra videre til Aalborg, inden kursen sættes sydover.

Der sker i henhold til nedenstående fartplan:

TK1345 IST 11.15-13.50 AAL 14.40-15.25 BLL 16.15-20.40 IST 319, MA, ONS, LØR
TK1347 IST 11.15-13.50 BLL 14.40-15.25 AAL 16.16-20.40 IST 737, TI, FR

Øgning på 82 procent
De to nye frekvenser flyves medBoeing 737-800 fly, der er indrettet med 20 sæder på Business Class og med plads til 135 passager på Economy Class. I øvrigt samme flytype, som SAS, Norwegian og Ryanair fylde op med op til 189 passagerer.

Med 155 sæder til salg på de to ekstra ugentlige frekvenser øges kapaciteten betydeligt i forhold til de tre nuværende afgange, der betjenes med Airbus A319-fly med plads til 126 passagerer, heraf 12 på Business Class. Der bliver således 620 flere flysæder til salg hver uge, hvor der i dag udbydes 756 sæder. Det svarer til en kapacitetsvækst på 82 procent.

På Business Class er der mest plads på A319´eren med en sædeafstand på 37 tommer og midtersædet frit. På Boeing 737-800 versionen er der i den forreste del af kabinen blot 35 tommer fra stoleryggen på sædet til stoleryggen foran. På Economy Class er der en sædeafstand på 30 tommer, hvilket svarer til 76,2 centimeter (1 tomme er 2,54 centimeter, red.).

Turkish Airlines har en del etnisk trafik i sommermånederne, men hovedparten af passagerne benytter flyselskabet til at komme til Asien, Mellemøsten eller Afrika, hvor forbindelserne via Istanbul er særdeles attraktive. Derfor er selskabets væsentligste konkurrent KLM, Air France og Lufthansa i Billund, mens den nordjyske lufthavn i Aalborg har KLM som eneste helårsoperatør direkte til et større europæisk hub.

De nye flyafgange er allerede nu til salg direkte hos Turkish Airlines eller via rejsebureauerne.