33-årige Bastian Frantz bliver 1. august Lufthansa Gruppens nye danske landechef.

Tysker bliver ny dansk Lufthansa-chef

For første gang i 15 år får Lufthansa Gruppen i Danmark nu en tysk landechef.

I de sidste 15 år har Lufthansa Gruppen haft en dansk landechef. Men det ændrer sig når tyskeren Bastian Frantz den 1. august tiltræder stillingen som dansk landechef for Lufthansa Gruppen, som indbefatter selskaberne Lufthansa German Airlines, Brussels Airlines, Austrian Airlines og Swiss International Airlines. Han afløser Morten Balk, der fornylig skiftede til Emirates.

Der venter flere udfordringer for den 33-årige nye landechef. British Airways’ nye rute mellem Billund og London Heathrow har skærpet konkurrencen om de passagerer fra Billund, som skifter fly i de store europæiske lufthavne for at flyve videre ud i verden. En konkurrence, hvor KLM også spiller med musklerne. Desuden måtte Lufthansa lukke sin Aalborg-rute efter kort tid, ligesom der er skåret lidt ned på frekvenserne på ruten mellem Frankfurt og Københavns Lufthavn. I april lukkede Swiss sin rute mellem CPH og Genève.

Det rette match
Bastian Frantz kommer fra en stilling som Regional Manager Scandinavia, Finland & Baltics hos Austrian Airlines i Stockholm, hvor han har været de seneste fire år. Derfor har han allerede et godt kendskab til det danske marked og det danske team i Lufthansa Gruppen.

”Bastian har været mere end 9 år i luftfartsindustrien, og jeg er overbevist om, at han med sin ekspertise fra hovedkontoret hos Austrian i Wien og fra vores Austrian kontor her i Stockholm er det rette match til stillingen. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde mellem Lufthansa Gruppen i Danmark og kunder, rejsebureauansatte og andre samarbejdspartnere,” siger Gabriel Leupold, Director Lufthansa Group Nordics & Baltic Countries.

Den kommende landechef tog i 2007 sin Bachelor i Aviation Management i Bad Honnef i Tyskland og startede herefter som Pricing & Revenue Manager hos Austrian i Wien sideløbende med, at han færdiggjorde sin Master of Economics & Business Administration.

John Nielsen bestred stillingen som Lufhansa-landechef fra 2001 til 2012, hvor Morten Balk kom til.

Lufthansas danske landechefer gennem årene:
Rudolf Lapp 1957-1971 (tysker)
Ib Kam 1961-1974 (dansker)
Rudolf Tenschert 1974-1978 (tysker)
Reinhard Meseberg 1978-1983 (tysker)
Uwe Schäfer 1983-1986 (tysker)
Ib Kam 1986-1996 (dansker)
Wolfgang Teltscher 1996-2001 (tysker)
John Nielsen 2001-2012 (dansker)
Morten Balk 2012-2016 (dansker)
Bastian Frantz 2016- (tysker)

Relaterede artikler:

Morten Balk forlader Lufthansa-gruppen
Lufthansa barberer Aalborg-rute kraftigt ned